23948sdkhjf
>

Nye varehuse: Bauhaus vil være større i Danmark

Den tyske byggemarkedsgigant udnytter fremgang til yderligere ekspansion.

Bauhaus Danmark A/S kunne før sommerferien offentliggøre et 2016-regnskab, som, målt på både omsætning og indtjening, er det bedste til dato.

Læs også: Bauhaus føjer trecifret millionbeløb til toplinjen

Omsætningen har for første gang passeret de to milliarder kroner, mens resultatet før skat er øget fra 50 til 84 mio. kroner.

Og millionerne kommer ikke til at samle støv på kistebunden, for Bauhaus har en ambition om at dække det danmarkskortet endnu bedre end med de nuværende 17 varehuse.

Virksomheden er netop gået i gang med at bygge et nyt varehus på godt 14.000 kvadratmeter i Kolding. Det nye varehus skal her afløse det noget mindre Bauhaus, der blev etableret som det første i Danmark tilbage i 1988.

- Det nye byggevarehus bliver godt og vel dobbelt så stort som det eksisterende, og vi kan derfor tilbyde vores kunder et meget bredt sortiment med mere end 120.000 forskellige produkter, siger administrerende direktør Mads Jørgensen om investeringen, der løber op i et trecifret millionbeløb.

Læs også: Gyldne gør-det-selv-tider: Kunder strømmer til Esbjergs byggemarkeder

Mads Jørgensen var selv med i 1988, da Bauhaus åbnede i Kolding og umiddelbart derefter i Odense, hvor han var varehuschef. Inden åbningen i Danmark var han et lille års tid hos Bauhaus i Tyskland for at lære mere om konceptet.

Byggeriet i Kolding er igangsat få måneder efter, at Bauhaus åbnede et nyt, stort varehus i Valby. Og byggeplanerne stopper ikke her:

- Vores nuværende mål er at bygge en god håndfuld byggevarehuse mere i Danmark, og de planer arbejder vi videre på i de kommende år. Men først og fremmest skal vi have bygget i Kolding, fortæller Mads Jørgensen.  

Bauhaus Danmark A/S
mio. kr. 2016 2015
Nettoomsætning 2.038 1.919
Resultat af primær drift 92,4 63,1
Resultat før skat 84,5 50,3
Årets resultat 65,9 39,1
Balancesum 651 747
Egenkapital 181 115
Antal ansatte 885 862
Begge regnskabsår dækker perioden 1. januar til 31. december.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.125