23948sdkhjf

Røver i strømpesokker truede ekspedient med kniv

Politiet jagter nu en 30-40-årig mand, der begik et knivrøveri uden sko på fødderne.
Ud fra signalementet at dømme var påklædningen ikke synderligt afvigende hos en røver, som fredag formiddag truede sig til et udbytte i Nærkøb i Storegade i Lunderskov i Sydjylland. Bortset fra en enkelt bemærkelsesværdig detalje.

Røveren var iført cowboybukser og en mørk jakke. Og under jakken havde han en grå hættetrøje. Den flittige læser af signalementer vil vide, at det på ingen måder er usædvanligt.

Ganske anderledes forholder det sig dog, når det gælder mandens fodbeklædning.

- Han var kun iført strømpesokker. Måske har han villet liste sig ind, fortæller Jesper Brian Jensen, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Røveren troppede op i Nærkøb i Lunderskov omkring klokken 9.30. Bevæbnet med en kniv truede han sig til et udbytte, som endnu ikke er gjort op.

Han flygtede fra stedet i en bil. Registreringsnummeret begynder med AS, og de to sidste cifre er 93, oplyser Jesper Brian Jensen.

Ifølge signalementet af gerningsmanden er der tale om en mand, der er lys i huden, og som er 30-40 år gammel. Han er 165-170 centimeter høj.

- Vi er ude og se, om vi kan finde ham nu. Vi har også orienteret politiet i Syd- og Sønderjylland, da gerningsstedet ligger på grænsen til deres kreds, fortæller Jesper Brian Jensen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102