23948sdkhjf

Nu kan du snart tale til din Bang & Olufsen-højttaler

B&O integrerer Googles assistent ind i selskabets højttalere, der fremover vil kunne stemmestyres.
Det bliver stadigt mere udbredt, at man kan tale til sin elektronik i stedet for at trykke på knapper og skærme.

Nu hopper hæderkronede danske Bang & Olufsen med på legen. Tjenesten Google Assistant bliver integreret i mange af selskabets kommende højttalere. De første vil komme senere i år.

Det har datterselskabet B&O Play, der er en milliardforretning inden for især højttalere og hovedtelefoner, netop offentliggjort. Det er sket i forbindelse med verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, der afholdes i denne uge i Las Vegas.

- Man vil så kunne styre højttaleren med stemmen og for eksempel bede den om at afspille en playliste med jazz fra den streamingservice, man benytter. Det siger Petros Belimpasakis, der står i spidsen for B&O Plays lancering af lydprodukter.

Højttaleren kan også arbejde sammen med andet af hjemmets elektronik. Man vil for eksempel kunne bede højttaleren om at igangsætte afspilningen af en bestemt Youtube-video på hjemmets fjernsyn.

Google Assistant er søgemaskinegigantens bud på en tjeneste med kunstig intelligens, der kan integreres ind i al den teknologi, som vi omgiver os med til dagligt.

Google Assistant er en pendant til blandt andet Amazons tjeneste Alexa, Samsungs Bixby og Apples Siri.

- Vi vil i den kommende tid udbygge antallet af produkter med den slags tjenester, siger Petros Belimpasakis.

Også den dansk-kinesiske højttalerproducent Libratone har taget de nye digitale assistenter til sig. Her har man i første omgang integreret Amazons Alexis.

Både B&O Play og Libratone har også integreret Apples løsninger, blandt andet tjenesten Airplay 2. Den gør det muligt at styre højttalerne via den streamingtjeneste, man bruger på sin smartphone.

Hvis man ser bort fra Apples Siri, er der ingen af de nye digitale assistenter, som foreløbigt taler dansk. Det vil sige, at man skal tale engelsk eller et andet af de store hovedsprog, hvis de skal reagere.

Det ventes dog, at der inden for overskuelig fremtid også vil komme danske versioner af tjenesterne.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094