23948sdkhjf

VW kan bryste sig af rekordsalg sidste år trods skandale

I 2017 solgte Volkswagen 6,23 millioner biler. Det er en fremgang på 4,2 procent og skyldes især vækst i Kina.
Den tyske bilproducent Volkswagen fik et rekordår sidste år. Således solgte producenten 6,23 millioner biler i 2017 - det er en stigning på 4,2 procent i forhold til 2016.

Det oplyser salgsdirektør Jürgen Stackmann søndag på bilmessen North American International Auto Show i Detroit.

Rekordsalget er en kærkommen saltvandsindsprøjtning for Volkswagen, der i 2015 blev ramt af en stor skandale. Her kom det frem, at den tyske bilgigant snød med softwaren i sine biler.

Softwaren gjorde, at dieselbilerne fra det tyske mærke ved officielle kontroller fremstod mere miljøvenlige, end tilfældet var i virkeligheden.

Det lille stykke software betød blandt andet, at biler solgt i USA kunne udlede et 40 gange højere niveau af kvælstofgasser, end loven tillader.

Snyderiet med softwaren viste sig at være en del af en global bilskandale, hvor adskillige bilmærker blev afsløret i at snyde med udledningen af kvælstofgasser.

Rekordsalget sidste år skyldes ikke mindst en stærk vækst i Kina. Her solgte Volkswagen 3,18 millioner biler, hvilket er 5,9 procent flere biler end i 2016.

Omvendt gik salget ikke så godt i hjemlandet Tyskland, hvor det kun blev til 531.600 solgte biler. Det er en nedgang på 4,7 procent sammenlignet med 2016.

I USA, hvor skandalen først så lyset, endte salget sidste år på 340.000 biler. Det er en fremgang på 5,2 procent i forhold til 2016 og første salgsvækst i landet siden 2013.

- Vi kommer til at fremskynde vores salgsoffensiv i 2018 med nye idealer fra vigtige modeller som Polo, T-Roc og Touareg, siger salgsdirektør Jürgen Stackmann.

I begyndelsen af december blev en tidligere Volkswagen-chef i USA, tyske Oliver Schmidt, idømt syv års fængsel ved en domstol i Detroit.

I efteråret erkendte Schmidt, som var VW's udviklings- og miljøchef i USA, at have medansvar for installeringen af ulovlig snydesoftware i den tyske bilgigants dieselbiler.

Skandalen menes at have kostet Volkswagen omkring 30 milliarder dollar indtil videre.

/ritzau/dpa

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173