23948sdkhjf

Donationer til Tingbjerg-bager må gerne sendes retur

Politiker overvejer at betale knap 500.000 kroner tilbage til tusindvis af borgere, der har støttet bager.
Hvis den konservative politiker Mette Abildgaard kommer frem til, at de penge, hun har samlet ind til bager Ali Parnian fra Tingbjerg, skal sendes retur til donorerne, er der ikke noget juridisk til hinder for det.

Men det vil være meget usædvanligt, fortæller formanden for Indsamlingsnævnet, Christian Lundblad, der til daglig er retspræsident ved Retten på Frederiksberg.

- Vi har mig bekendt ikke prøvet det før, siger Lundblad.

- Men uden at vi har prøvet det før, så må det som udgangspunkt være i orden at ophæve en indsamling og sende pengene tilbage til dem, der har givet dem.

Abildgaard har indsamlet næsten 500.000 kroner til Ali Parnian, efter at han fortalte, at hans bageri var blevet raseret. Det var angiveligt sket, fordi han nægtede at betale såkaldte beskyttelsespenge til en bande.

Siden er det kommet frem, at Parnian fredag skal for landsretten i en helt anden sag om afbrænding af en bil.

Her kræver anklagemyndigheden fængsel og udvisning af Tingbjerg-bageren, der blev frikendt, da sagen var for byretten.

Abildgaard har meldt ud, at hun overvejer at annullere indsamlingen. Men indtil videre afventer hun politiets arbejde.

En anden mulighed, hvis de indsamlede penge ikke skal gå til, at Ali Parnian kan få sig et nyt bageri, er at ændre formålet for indsamlingen.

Det vil i så fald skulle godkendes af Indsamlingsnævnet.

- Det ser vi med jævne mellemrum, siger Christian Lundblad.

- Hvis man for eksempel har samlet ind til en kræftsyg person, og vedkommende så er afgået ved døden. Så kan vi blive spurgt om pengene kan gå til for eksempel Kræftens Bekæmpelse.

- Hvis man ændrer formålet, så skal vi godkende det. Vi skal sætte os i donorernes sted og spørge, hvad man kunne forvente, at pengene gik til, forklarer Lundblad.

Et helt andet spørgsmål er, om det rent praktisk vil være muligt for Abildgaard at returnere de cirka 15.000 små donationer, der tilsammen er løbet op i 472.881,96 kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093