23948sdkhjf

Kvinder kræver milliarder fra Tesco i opgør om ligeløn

Advokat: En nedarvet fordom har gjort det muligt, at ansatte i butikker er blevet underbetalt i 34 år.
Den internationale supermarkedskoncern Tesco med hovedsæde i Storbritannien står over for et rekordhøjt krav fra tusindvis af kvinder om ligeløn på op til fire milliarder pund (omkring 33,6 milliarder kroner), oplyser BBC.

Tusindvis af kvinder, som arbejder i Tesco-forretninger, kan få efterbetaling af lønninger på op til 20.000 pund (omkring 168.000 kroner), fordi de ikke har fået samme løn som mandlige kolleger i supermarkederne.

Advokater for kvinderne siger, at de kvindeligt ansatte tjener mindre, selv om de udfører det samme arbejde.

Tesco siger, at koncernen har arbejdet hårdt på at sikre, at alle ansatte betales "retfærdigt og ens".

- Man skal vide, at kløften med manglende ligeløn for kvinder bliver større, når kvinder bliver ældre, siger advokaten Paula Lee fra advokatfirmaet Leigh Day, der repræsenterer op mod 1000 kvinder.

De omkring 1000 kvinder gør klar til prøvesager mod Tesco.

Den mest almindelige timeløn for kvinder er 8 pund i timen (67 kroner), mens mænd kan få helt op til 11 pund (92 kroner) i timen, siger Paula Lee, som siger, at manglende ligeløn har været et skjult problem i en årrække.

- Vi mener, at en nedarvet fordom har gjort det muligt, at ansatte i butikker er blevet underbetalt i en årrække, siger hun og henviser til, at loven om ligeløn har været i kraft siden 1984 - i 34 år.

Leigh Day siger til BBC, at op mod 200.000 personer - langt de fleste af dem kvinder - kan blive omfattet af sagen.

Pam Jenkins, som har arbejdet for Tesco i 26 år, siger, at kvinder bør have ligeløn for samme arbejde.

- Kvinder har kæmpet for lige rettigheder og talt åbent om dette i 100 år. Vi gør ikke kun det her for vor egen skyld. Der er så mange, der er ude for det. Vi forsøger blot at rette op, og det er flovt, at vi stadig skal slås for ligeløn i dag, siger hun.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094