23948sdkhjf

Bøvl i Rusland koster Carlsberg dyrt

Mindre flasker får en del af skylden
Carlsbergs resultat faldt i 2017 betydeligt. En milliardnedskrivning i Østeuropa koster. Det viser regnskabet, der onsdag morgen er offentliggjort.

Omsætningen i det store, danske bryggeri faldt med en lille milliard til 61,8 milliarder kroner. Nettoresultatet faldt langt mere, nemlig fra 4,5 milliarder kroner til 1,3 milliarder kroner.

- Resultatet var negativt påvirket af særlige omkostninger på 4,6 milliarder kroner. Hovedsageligt udløst af en nedskrivning af værdien på Baltika Brandet (Carlsbergs bryggeri i Rusland, red.) på grund af ændrede markedsdynamikker udløst af mindre flasker, øget fokus på lokale og regionale brands og opdateret forventninger til renteniveauer, skriver Carlsberg.

Hele Carlsbergs forretning solgte mindre øl i 2017, men der var mest skidt nyt fra den østeuropæiske division. Der blev solgt 31,7 millioner hektoliter øl og vand, et fald på otte procent. En stigning i den russiske rubel endte dog med at sende omsætningen et nøk op til 10,9 milliarder kroner.

Carlsberg fortæller, at der var fremgang på alle markeder i Østeuropa med undtagelse af Rusland. Her faldt mængden af solgt øl med 14 procent.

Fremtiden handler om vækst

Efter flere år med besparelser og frasalg for at gøre Carlsberg til et mere effektivt selskab vil fremtiden nu stå på vækst.

- I 2018 vil vi øge fokus på omsætningsvækst, mens vi holder et skarpt fokus på vores omkostninger og leverer på vores sparemål. Vi vil øge overskudsgraden i Vesteuropa, øge væksten i Asien ved at sælge mere premiumøl og flytte os mere mod salgsvækst i Østeuropa, skriver Carlsberg i regnskabet.

Carlsberg har i flere år været inde i en større omstruktureringsfase kaldet Sail'22 under direktør Cees 't Hart. Det har givet markante besparelser og et større udbytte til aktionærerne.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188