En ung mand, der tirsdag formiddag stak en kunde ned under et butiksrøveri i Brovst, har meldt sig selv til politiet.
Manden henvendte sig ved middagstid onsdag på politigården i Aalborg.
- Han kom alene. Han er nu anholdt og sigtet for røveri, og i morgen vil han blive afhørt sammen med sin advokat, siger vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi til DR Nordjylland.
Det ventes, at manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 12.
Under røveriet i SuperBrugsen i Brovst forsøgte et vidne at overmande røveren. Vidnet blev stukket i siden med en kniv, men han er uden for livsfare.