23948sdkhjf

Dansk økonomi sluttede 2017 godt af efter overraskende dyk

Efter et dyk i tredje kvartal af 2017 nåede bnp-væksten 0,9 procent i fjerde, oplyser Danmarks Statistik.
Økonomien i Danmark ser ud til igen at være tilbage på sporet, efter at den i tredje kvartal af 2017 slog bremseklodserne i.

I fjerde kvartal af 2017 viser bnp-indikatoren en vækst på 0,9 procent.

Det oplyser Danmarks Statistik onsdag.

Bnp er et udtryk for aktiviteten og størrelsen af et lands økonomi. Væksten for hele 2017 beregnes nu til 2,0 procent.

- Det solide 4. kvartal kommer i kølvandet på et overraskende dyk i bnp i 3. kvartal, hvor Danmark som det eneste land i Europa oplevede negativ vækst, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom ved Danske Bank, i en kommentar på mail.

- Det bekræfter vores vurdering af, at 3. kvartal var en enlig (og meget mystisk) svale.

Især industri- og transportsektoren har været med til at trække fremgangen i økonomien.

At der igen ville komme fremgang efter det skuffende tredje kvartal, var ventet af flere økonomer.

Tallene kan tages som et tegn på, at det går godt i den danske økonomi, mener Tore Stramer, cheføkonom for Nykredit.

- Såvel dankortomsætningen som eksporten og industriproduktionen steg pænt i fjerde kvartal. Men nok vigtigst af alt slog virksomhederne mange ledige stillinger op i slutningen af 2017, siger han i en kommentar på mail.

- Man kan næsten ikke få et mere håndgribeligt tegn på, at det går rigtig godt i dansk økonomi i øjeblikket.

Han understreger dog, at mangel på arbejdskraft kan sætte en stopper for opsvinget.

I fjerde kvartal af 2017 overhalede Danmarks bnp-vækst både USA og hele EU, hvor den nåede 0,6 procent.

Ser man derimod på hele 2017, ligger Danmarks bnp-vækst bag både EU's på 2,5 procent og USA's på 2,3 procent.

Danmarks Statistik vurderer, at usikkerheden i bnp-indikatoren kan være over 0,5 procentpoint.

Bnp-indikatoren giver et foreløbigt estimat af bnp-væksten på baggrund af produktionssiden i dansk økonomi.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094