23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på RetailNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Samme medicinfejl kædes sammen med flere dødsfald

I efteråret advarede Styrelsen for Patientsikkerhed mod overdosering af medicinen methotrexat. For nylig døde en 90-årig kvinde fra Hørsholm efter at have fået netop den medicin i for store doser.

I 10 dage fik en beboer på plejehjemmet Breelteparken i Hørsholm dagligt gigtmedicinen »methotrexat«, selvom medicinen skulle være givet ugentligt.

Den 90-årige kvinde blev herefter indlagt på hospitalet og afgik ved døden fem dage senere. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I efteråret advarede Styrelsen for Patientsikkerhed ellers mod at overdosere medicinen:

- Inden for det sidste år har styrelsen modtaget tre hændelser, der har medført indlæggelse. Patienterne har ved indlæggelserne været knoglemarv-påvirkede og har haft en behandlingskrævende infektion. I et enkelt tilfælde var hændelsen fatal, lyder det i styrelsens advarsel fra september.

Ifølge Peter Orebo Hansen, der er direktør i Hørsholm Kommune for Social, Sundhed og Arbejdsmarked, kendte kommunen til risikoen ved medicinen.

- Vi er helt opmærksomme på, at det er et risiko-lægemiddel. Det betyder, at vores personale skal være særligt opmærksomme, og det skal lægen, der ordinerer medicinen, naturligvis også. Men det er endnu for tidligt at sige, hvordan fejlen i det konkrete tilfælde er passeret. Det er vi fortsat i færd med at undersøge, siger Peter Orebo Hansen.

I februar sidste år blev fire sundhedsplejere fra Bornholm tiltalt for at have fejlmedicineret en 80-årig kvinde, som afgik ved døden efter en overdosis af methotrexat. Sundhedsplejerne blev senere frikendt i sagen.

Fejlmedicineringen af den 90-årige kvinde fra Hørsholm er ifølge Hørsholm Kommune ikke blevet politianmeldt.

I 2016 blev der ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed rapporteret 23 indlæggelser/forlængede indlæggelser og to dødsfald efter forveksling af dags- og ugedosis med methotrexat.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14