23948sdkhjf

Smoothie-succes hjælper Rynkeby over milliarden

Men stadig minus på bundlinjen efter store investeringer
Juice- og saftkoncernen Rynkeby Foods i Ringe har fortsat sit første overskud til gode under de forholdsvis nye, tyske ejere hos Eckes-Granini Group.

Selv om omsætningen i 2017 steg med over 300 millioner kroner og nåede op på godt en milliard, er der også i det andet regnskab i Eckes-Granini-regi tale om et minus på bundlinjen, denne gang et underskud på cirka 9 millioner kroner efter skat mod 6.5 millioner året før.

Med til at hjælpe Rynkeby op over milliarden i omsætning var ikke mindst salget af smoothies og friskpresset, afkølet juice. Smoothiesalget voksede med 9 procent i værdi og 4 procent i volumen, mens den friske, kolde juice steg med 8 procent i værdi og 5,6 procent i volumen, fremgår det af Rynkebys netop offentliggjorte regnskab.

Til gengæld gik det mærkbart tilbage for frugtdrikke, som dykkede 13,2 procent i værdi og 19,2 procent i volumen.

Store investeringer
At den markante stigning i koncernens samlede omsætning ikke smitter positivt af på bundlinjen skyldes ifølge ledelsen ikke mindst, at Rynkeby i løbet af året investerede heftigt: 154 millioner kroner blev brugt på blandt andet en højhastigheds-produktionslinje, der erstattede to gamle produktionslinjer, og på et nyt it-system.

Desuden blev der brugt penge på at etablere den produktionslinje, som fra 1. januar har stået for produktionen af friskpresset Brämholt-juice - en produktion, som de tyske ejere har flyttet til Fyn fra en fabrik i Sverige.

Ifølge regnskabet havde Rynkeby ved udgangen af 2017 en markedsandel på 30,8 procent i Skandinavien.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094