23948sdkhjf

Interflora Danmark opkøbes af europæisk blomstergigant

Alle kædens 350 danske blomsterhandlere modtager et større kontantbeløb i forbindelse med salget.

Interflora Frankrig, som også ejer Interflora i Portugal, Spanien og Luxembourg, har købt Interfloras danske forretning, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Købsaftalen er netop godkendt af et kæmpe flertal af kædens 350 danske blomsterhandlere, som hver især modtager et større kontantbeløb i forbindelse med salget.

- Vi er umådelig glade for at have fundet den helt rigtige nye ejer til Interflora Danmark, siger Søren Flemming Larsen, der fortsætter som CEO og partner i det nye ejerskab.

- Vi har gennem de sidste 83 år været den absolutte markedsleder i Danmark, men vi skal have endnu større muskler, hvis vi også skal kunne fastholde positionen i fremtiden, fortsætter han.

En ny virkelighed
Alene de seneste par år har Interflora fået en håndfuld nye danske og udenlandske konkurrenter, og blomsterkæden imødeser endnu hårdere konkurrence, når blandt andet Amazon melder sig på den danske bane.

- Det er helt afgørende for os, at vi hurtigt og effektivt kan omstille os, skifte tempo og møde konkurrencen i den nye virkelighed, fortæller Søren Flemming Larsen.

- Vores nye ejer har netop de ressourcer, vilje og den investeringskraft, der vil sikre os, at vi hurtigt og effektivt kan rykke os, siger han. 

Det har været vigtigt for bestyrelsen og ledelsen, at den nye ejer forstår Interflora Danmark og kædens kobling mellem en stadig voksende onlineforretning og 350 blomsterhandlere over hele landet.

Blomsterhandlerne får, i forbindelse med frasalget af foreningen Interflora Danmark, hver især et større kontantbeløb for deres medvirken til at opbygge Interflora til den markedsleder, blomster- og gavekæden er i dag.

Økonomisk fremgang
Interflora har haft salgsmæssig og økonomisk fremgang gennem de sidste mange år, blandt andet takket være større sortimentsudvidelser med prisvindende luksuschokolade, delikatesser og spiritus.

Interflora har sågar købt en ejerandel i Næstved Bryghus, som brygger Interfloras egne ASK-øl, som også har vundet en international pris.

Den nye ejer vil køre forretningen videre, som den er i dag, med samme bestyrelse, ledelse og hovedkvarter i Vallensbæk nær København.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109