23948sdkhjf

Whisky-eventyr udvider for 100 millioner: Vil være internationale

I 2005 legede ni kammerater med tanken om at lave deres egen whisky i en 15 liter gryde. 10 år senere investerede verdens største spiritus-producent Diageo 100 millioner kroner i Stauning Whisky og nu er eventyret i fuld gang.

Ved siden af den gamle firlængede gård, hvor produktionen indtil nu er foregået, er der bygget en ny 5000 kvadratmeterstor malthal med ovn, tapperi og ikke mindst 24 nye kobberkedler til næsten 100 millioner kroner. Det skriver DR P4 Midt & Vest.

Lørdag slog whiskydestilleriet ved Ringkøbing Fjord slår dørene op for deres spritnye haller.

Produktion som i gamle dage
Men selv om spiritusproducenten Diageo har investeret et trecifret millionbeløb, har 
Stauning Whisky insisteret på at fortsætte produktionen som hidtil - uden de store effektiviseringer.

- Der er produktionsfolk, som synes, det er lidt åndssvagt, fordi man kunne lave den samme volumen af alkohol på en nemmere og mere effektiv måde. Men det er ikke det, vi vil. Vi vil fastholde det, vi har i dag, siger Lasse Vesterby, der er medejer og administrerende direktør hos Stauning Whisky til DR P4 Midt & Vest.

- Selv om nogen synes, det er en lille smule skørt, synes andre heldigvis, det er fedt at gå tilbage til de gamle dyder, siger han.

Stauning Whisky har været serveret på Noma og prins Henrik ringede i 2014 og spurgte om han måtte komme og smage deres whisky.

Og ifølge Niels Zeeberg, der er direktør for restaurationsguiden White Guide, er Stauning Whiskys udvidelse stort.

- Det er fantastisk for Danmark, at Diageo, som er verdens største ejer af whiskydestillerier, har fået øjnene op for og givet muligheden for, at et lille dansk mikrodestilleri kan være med til yderligere at sætte Danmark på verdenskortet, som en af de tre førende lande til produktion af whisky i verdensklasse, siger Niels Zeeberg til DR P4 Midt & Vest.

Skal være i verdensklasse
Stauning Whisky starter ikke med at producere med fuld kapacitet, og det er ifølge direktøren for restaurationsguiden en god strategi.

- Den whisky de producerer, skal være i absolut verdensklasse. Topklasse. Hver eneste flaske og hver eneste produktion. Derfor tror jeg, der er mere kommerciel værdi i det – også for Diageo – at de får sjælen med på rejsen og sørger for at vokse organisk, og sørger for at have sjælen med, og at de vil producere den bedste whisky, siger Niels Zeeberg.

Indtil nu har Stauning Whisky produceret 80.000 liter om året. Med det nye anlæg kan de producere 900.000 liter. De sætter dog ikke fuld skrue på produktionen med det samme.

Hvis der havde været fokus på effektivitet, kunne de for eksempel have lavet to store kobberkedler. I stedet har de lavet 24, som de hver især skal kontrollere.

- Det er ikke effektivitet, der har været i højsædet. For os er det en drøm om at få lov til at bygge destilleriet lige præcis, som vi gerne ville have det til at se ud, siger Lasse Vesterby, der er administrerende direktør i Stauning Whisky.

Derfor fastholder de produktionsmetoden, som de indtil nu har haft succes med.

- Størrelsen af kedlerne har indflydelse på smagen og karakteren. Derfor har vi valgt at lave 24 kobberkedler. Det er klart, at det giver lidt flere kedler at holde øje med og holde styr på. Men det giver også det produkt, vi gerne vil have, siger Lasse Vesterby.

Variation på flaske
Produktionsmetoden betyder dog også, at whiskyerne ikke bliver fuldstændig ens, fordi kedlerne ikke kører fuldstændig identisk.

- Men det er også charmen. Det er jo et håndværk. Skidt pyt med, at der er en lille nuanceforskel, så længe det ligger inden for den smagsnuance, vi gerne vil have, siger Lasse Vesterby.

Man kunne forestille sig, at et firma, der investerer millioner, ville have krav til økonomi, hvor og hvordan produktionen skulle foregå. Men selv om Diageo nogle gange har rystet på hovedet af, at effektivitet ikke har været et mål, så har Stauning Whiskys metode med blandt andet at bruge åben ild til kedlerne faktisk bragt tårer frem hos folkene fra Diageo.

- Nogle blev lidt rørt over, at vi gjorde det på den gamle og rigtige måde og med den nostalgiske tilgang til whiskyproduktion, som de kender og kan huske. Der synes de, det er fedt at komme ud og se, ja, det var sådan man lavede whisky i gamle dage, da man ikke kun havde fokus på at lave meget whisky, siger Lasse Vesterby.

Det er efterhånden lang tid siden, de ni kammerater fik ideen til at brygge deres egen whisky. Fire af dem er i dag fuldtidsansatte i virksomheden, men de er alle ni stadig med i Stauning Whisky.

- Det har været en skør rejse, for det var langt fra planen. Det er på alle måder fantastisk at starte noget, der bare skulle være hyggehobby i weekenden, og så er det stille og roligt vokset. Nu har vi skabt et kvalitetsprodukt, som forhåbentlig folk i hele verden kan få lov til at nyde, siger Lasse Vesterby.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094