23948sdkhjf

Regler strammes: Slut med ulovlige reklameskærme i byen

I Randers er problemerne med kæmpestore LED-skærme så store, at kommunen nu vil gribe ind.

- Det var jeg ikke klar over, jeg skulle.

Christian Sørensen ejer Frederiksberg Kødforsyning. Uden for butikken hænger en stor LED-skærm med reklamer – som han havde sat op, uden at søge tilladelse inden.

- Jeg havde ikke søgt, men det har jeg gjort nu. Det hele skulle gerne være efter bogen, siger Christian Sørensen til TV2 Østjylland.

Flere steder i byen hænger de store skærme og blinker imellem den ene reklame efter den anden.

- Nogle af dem er da irriterende at se på, når man kommer kørende. De blinker og det der store lys, siger Jens Kjær, som er buschauffør i Randers.

Randers Kommune har fundet 13 LED-skærme, som er sat op uden tilladelse. Det mener politikerne, at der skal der gøres noget ved.

- Som udgangspunkt vil vi have 50 meter til et trafikeret kryds, siger Frank Nørgaard (DF), formand, Miljø- og Teknikudvalget, Randers Kommune.

De nye retningslinjer skal også sørge for, at man kun må reklamere for det, der er i den tilhørende bygning, hvor skærmen hænger.

- Det giver god mening, for vi kunne se en tendens til, at LED-skærme kom op mange steder. På standere og på private ejendomme, hvor man reklamerede for alt mellem himmel og jord, siger Frank Nørgaard (DF) og fortsætter.

- Hvis man vil have den type reklame, så skal man reklamere for det, der er i huset.

Frida Christensen fra Enhedslisten mener, at det er godt, at der bliver gjort noget i forhold til de mange LED-skærme. Men der skulle gøres endnu mere.

- Jeg synes ikke, at politikken er ambitiøs nok. Man kan stadig hænge dem op i erhvervsområder, som er mange ting - blandt andet ved Randers Storcenter, hvor det kan være meget generende for biltrafikken, siger Frida Christensen, medlem af Miljø- og Teknikudvalget, Randers Kommune.

Hun mener desuden, at det er okay, at politikerne laver regler for, hvad folk gør på deres private adresser.

- Det er okay at blande sig i, som politikker, hvad folk gør på de private bygninger, så længe det har et sagligt formål. Det har det, når vi snakker trafiksikkerhed og gene for naboer, siger Frida Christensen fra Enhedslisten.

Christian Sørensens skilt skulle i dag være lovligt. Han forstår ikke problemet, når kommunen selv har skilte rundt omkring ved de større veje.

- Så bliver vi nødt til at kigge på kommunens egne – hvad der sidder på Værket, og rundt omkring i byen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094