23948sdkhjf

Stor detailpris til 35-årig boghandlerelev fra Aarhus

Camilla Pejtersens idéer til at få 12-16-årige til at komme mere i boghandlen Kristian F. Møller i Aarhus har vakt opmærksomhed i branchen.

- Jeg er helt rørt, rundt på gulvet - og meget overrasket, siger Camilla Pejtersen.

- Det er bare vildt fedt, at man kan blande brancher og tage det bløde pædagogfag, som jeg kommer fra, og sætte det i spil i detailverdenen. Jeg er super stolt over, at mit arbejde er blevet lagt mærke til, siger den 35-årige boghandlerelev.

Camilla Pejtersen, der efter sin praktiktid nu er blevet fastansat i Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus, fik i går til et stort arrangement på Børsen i København overrakt en af detailbranchens fineste priser, Detailhandlens Fagprøvepris 2018, af undervisningsminister Merete Riisager (LA) samt en check på 25.000 kr.

Det sker i øvrigt kun få dage efter, at Camilla Pejtersen også modtog boghandlerbranchens egen interne pris til årets mest talentfulde elev: Årets unge Boghandler 2018.

Det er Dansk Erhverv og HK Handel, der står bag uddelingen af Detailhandlens Fagprøvepris 2018, der hvert år de seneste 20 år har hædret de tre bedste elever inden for detailhandlen.

De tre elever, der i særlig grad har udmærket sig med deres fagprøver, er udpeget fra 23 erhvervsskoler.

Unik kontakt til de unge
Camilla Pejtersen får prisen for sit arbejde med at skabe en relation til de 12-16-årige, der ikke er typiske kunder i landets boghandlerbutikker - og heller ikke har været det i Kristian F. Møller.

- Mit mål med min fagprøve var at komme i dialog med de unge om, hvad de godt kunne ønske sig af en boghandel og på den måde booste ungdomsbøgerne, fortæller Camilla Pejtersen.

Priskomitéen roser Camilla Pejtersen for et engageret arbejde, der også har inddraget forældrene.

- Hun er nytænkende og forsøger at få en ung målgruppe med ind i en ellers meget traditionel boghandel, lyder det i begrundelsen.

Adm. direktør i Indeks Retail, Marianne Lyngby Pedersen, er begejstret for de nye, unge idéer:

- En boghandel er mere end blot en detailhandel. Vi sælger kultur og læseoplevelser, der kan ændre folks liv, og det er dejligt at opleve at Camillas projekt netop har fokus på at dele glæden ved læsning med unge. Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus er en boghandel med stolte traditioner, og det er dejligt at der er plads til at gentænke disse traditioner i en ny og moderne kontekst" siger direktøren.

Østjylland fik alle priserne
Undervisningsminister Merete Riisager overrakte diplomer til de glade vindere. Hun lagde ikke skjul på, at hun er glad for at være med til at hylde de bedste elever inden for detailhandlen.

- Den faglige stolthed er én af de bærende grundpiller under erhvervsuddannelserne. Derfor skal vi udnytte enhver lejlighed til at hylde den gode præstation, og det er netop sådan en, de tre vindere i den grad har leveret med deres flotte fagprøver, siger Merete Riisager.

Pudsigt nok har alle tre vindere været i praktik i Østjylland. Karoline Møller Jeppesen fik en flot andenplads og 20.000 kroner.

Hun er udlært hos Matas i Viby J. Endelig gik 3. præmien og 15.000 kroner til Lena Munk. Hun er udlært i Magasin, Aarhus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063