23948sdkhjf

Cykelhandler anholdt og sigtet for medvirken til forsøg på terror

To mænd fra København - en lærer og en cykelhandler - er anholdt og sigtet for medvirken til forsøg på terror.

Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har onsdag anholdt to mænd for køb af droner og andet udstyr til Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Den ene af de anholdte er en underviser fra Copenhagen Business Academy. Den anden er cykelhandler. Det skriver DR.

Copenhagen Business Academy bekræfter over for DR, at en af deres medarbejdere er blevet anholdt, men uddannelsesstedet kan ikke oplyse yderligere om omstændighederne.

Underviseren og cykelhandleren blev anholdt på deres respektive arbejdspladser i København.

Ifølge DR's oplysninger har de to mænd i flere år været en del af det radikale, islamistiske miljø i Danmark, og de har relationer til flere dømte syrienkrigere.

Cykelhandleren har i en periode været en del af den salafistiske gruppe "Kaldet til Islam", som blandt andet har haft et ønske om at indføre sharia-zoner i Tingbjerg nordvest for København.

De to personer er sigtet for medvirken til forsøg på terror i udlandet efter straffelovens paragraf 114 stykke 1, nummer 1 og nummer 2 jævnfør paragraf 23 og jævnfør paragraf 21.

Paragraffen er også kendt som terrorparagraffen.

De to mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag.

Politibetjente har efter anholdelserne onsdag ransaget både butikken, hvor cykelhandleren arbejder, og flere privatadresser i københavnsområdet.

Ifølge udsendte reportere fra DR er en tredje person i den forbindelse blevet anholdt på en af disse adresser.

Sidste år blev en mand fra Brøndby Strand sigtet for at have købt dronedele i Danmark, som han sendte til en mand i Tyrkiet. Denne mand stod ifølge politiet for at få dronedelene videre til Islamisk Stat.

Med de nye anholdelser er der ifølge DR altså i alt fire sigtede i samme terrornetværk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125