23948sdkhjf

Lakrids by Johan Bülow åbner stor butik i Dubai

Den danske lakridsfabrik Lakrids by Johan Bülow åbner en 110 kvadratmeter stor butik i et af verdens største shoppingcentre, Dubai Mall.

Når besøgende fremover bevæger sig rundt i et af verdens største shoppingcentre med mere end 80 millioner besøgende årligt, Dubai Mall, vil de blive mødt at et lille stykke danskhed.

Den danske lakridsfabrik Lakrids by Johan Bülow har nemlig netop åbnet en 110 kvadratmeter stor butik med gourmet lakrids i centeret, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Åbningen sker som en del af en international ekspansion, hvor Lakrids by Johan Bülow senest har åbnet egne butikker i bl.a. Sverige, Norge, Finland og Tyskland, ligesom de danske lakridser er en fast del luksus-udvalget til flyselskabets Emirates 1. klasse-passagerer, der flyver hele verden rundt. 

- Hos Lakrids tror vi på, at hele verden kan lære at elske lakrids. Vores ambition er at få folk til at åbne øjnene for lakrids af højeste kvalitet, og her er Dubai Mall en perfekt beliggenhed, hvor mange internationale forbrugere kommer forbi. I Dubai er lakrids som konfekture stadigvæk en ny smag og oplevelse for de fleste, men vi er blevet sindssygt godt modtaget, siger Johan Bülow.

- Blandt andet fordi vi med vores tilgang til design, håndværk og danskhed rammer helt plet i Dubai, hvor der generelt er stor interesse for skandinavisk kvalitet. Vores drøm er at blive et dansk ikon, som danskerne er stolte af, og som man i udlandet forbinder med Danmark. Åbningen i Dubai kan forhåbentlig være med til at skubbe i den retning, siger han.

Et oplevelsescenter
Butikken i Dubai er udført i italiensk marmor og er dertil møbleret med danske møbelikoner.

Hos Lakrids by Johan Bülow vil man på tværs af landene med sine butikker skabe et fysisk oplevelsescenter for de besøgende, forklarer Johan Bülow.

- Vi tror meget på, at vi fortsat skal møde alle lakridsinteresserede i et univers, hvor folk kan komme ind fra gaden og både se, dufte og smage lakrids. Derfor gør vi meget ud af at skabe et oplevelsescenter, der stimulerer alle sanser og gør de besøgende klogere på lakrids. Her kan vi også teste, hvordan forbrugerne tager mod de nye smage, som vi hele tiden udvikler på. Eksempelvis har det vist sig, at de i Dubai er vilde med lakrids med dehydrerede rosenblade, der har en karakteristisk parfumeret smag, forklarer Johan Bülow.

Lakrids by Johan Bülow har i dag 25 egne butikker verden over og sælger desuden lakrids online til hele verden.

 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.53