23948sdkhjf

Torsdag blev værste børsdag for Apple i syv år

Et skuffende salg af især iPhones i Kina fik torsdag Apples aktier til at styrtdykke på børsen i New York.

Torsdag blev den værste børsdag i syv år for den amerikanske teknologigigant Apple. Det skriver nyhedsbureauerne AP og AFP. 

Ved åbningen af børsen i New York torsdag morgen faldt Apples aktier betragteligt med 8,8 procent. 

Ved lukketid var de faldet yderligere til næsten ti procent.

Selskabets værdi er dermed reduceret med knap 484 milliarder danske kroner. 

Apple havde på forhånd varslet markedet om skuffende afsætning på det kinesiske marked, fordi Apple har solgt færre nye iPhone-modeller end ventet.

Advarslen sendte rystelser gennem aktiemarkederne og bekræftede investorers frygt for, at verdens næststørste økonomi svækkes. 

Tidligere havde selskabet vurderet, at det ville have en omsætning på 89-93 milliarder dollar i første kvartal, der sluttede med årsskiftet,

Onsdag aften måtte Apple nedjustere omsætningen til 84 milliarder dollar. 

- Vi mener, at økonomien i Kina er blevet hårdt ramt af toldgnidningerne mellem USA, skrev Apples topchef, Tim Cook, i et brev til investorerne samme aften.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det første gang, at Apple er gået ud med en nedjustering inden den reelle udgivelse af selskabets regnskab, siden den første iPhone blev udgivet i 2007.

Analytiker Dan Ives kalder Apples advarsel for "en åbenbaring", skriver nyhedsbureauet AP.

De førende aktieindeks går ligeledes ned i de første minutter af handlen på Wall Street torsdag.

Industriindekset Dow Jones er faldet med 1,3 procent, mens teknologiindekset Nasdaq går 1,1 procent ned. 

- Vi har nu fået et solidt bevis for, hvordan den langsommere økonomiske vækst og en handelskrig laver den bedste dødscocktail for stemningen på markederne, siger Naeem Aslam, markedsanalytiker hos Think Markets UK, til Reuters.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078