23948sdkhjf

Presset butikscenter har knækket koden: Gennemgår stor forvandling

TemaCentret i Hammel er ved at blive bygget om. SuperBrugsen overtager en del af centret, og resten bliver moderniseret.

Der er lige nu heftig aktivitet ved TemaCentret i Hammel. Ligesom flere andre østjyske indkøbscentre har stedet gennem en årrække være presset og præget af flere tomme lokaler. Nu er der dog fundet en løsning, og der ses lyst på fremtiden.

Ejeren af TemaCentret, Topdanmark, har nemlig solgt 500 kvadratmeter til den nærliggende SuperBrugsen, som ønsker at udvide, og samtidig kaster forsikringsselskabet 10 mio. kr. efter en ombygning af den resterende del af centret.

- Vi bliver et mindre, men stærkere center. Dermed er der færre tomme lokaler at fylde, og centret får et tiltrængt løft gennem en modernisering, siger konsulent for Topdanmark og ejendomsmægler, Jan Pedersen, til TV2 Østjylland.

Ifølge ham blev TemaCentret hårdt ramt af, at en stor supermarkedskæde for fem-seks år siden flyttede ud og tog flere af de øvrige erhvervsdrivende med.

Men nu blæser der altså positive vinde ind over centret i Hammel.

Heldigvis har centret da også kunnet holde på de fire store kædebutikker Sportmaster, Imerco, Bog & Ide og Skoringen, ligesom også en kiosk og et fitnesscenter fortsat findes her.

- Alligevel har borgerne og kommunen synes, at det var et trist syn, man blev mødt af i centret med tomme lokaler. Samtidig er det et gammelt center fra først i 70'erne, som trænger til en opdatering, fortæller Jan Pedersen og fortsætter:

- Det er utidssvarende, og især facaden trænger til vedligeholdelse, så centret virker indbydende på kunderne.

Facaden har SuperBrugsen accepteret at modernisere, mod at butikken med købmand René Sørensen i spidsen fik lov til at købe 500 kvadratmeter af centret til en udvidelse.

Det går nemlig tilsyneladende så godt for supermarkedet, at man er vokset ud af de nuværende lokaler. Så det er nærmest død og pine nødvendigt at smide de 28 mio. kr. efter facadearbejdet og udvidelsen.

- Vi har siden åbningen i 1971 haft de 900 kvadratmeter, som vi har i dag. Dengang omsatte man på det første år for 12,5 mio. kroner, imens vi regner med at runde 85 mio. kr. i 2018, siger købmanden til TV2 Østjylland.

I den næste tid kommer ombygningen af den del af centret, som Topdanmark stadig ejer, til at finde sted. Herefter rives de 500 kvadratmeter ned, som brugsen har købt, hvorefter René Sørensen kan gå i gang med sin udvidelse.

- Den kommer til at betyde alt. Bare tag til middag der har vi lange køer, når folk kommer forbi og køber frokost. Vi har virkelig brug for mere plads, forklarer han.

Og det er ikke kun købmanden, der glæder sig til den nye virkelighed.

I TemaCentret kan butikschefen i Sportsmaster nemlig ikke vente med at boltre sig i de nye omgivelser.

- Der er ingen tvivl om, at det her er meget positivt for os og for hele byen. For mig er det især vigtigt, at jeg nu får en butik for mig selv i stedet for den mere åbne, jeg har i dag, siger Konnie Højgaard Nielsen til TV2 Østjylland.

At det i sidste så ender med potentielt færre butikker i centret, er til at leve med, lyder det fra den lokale konsulent Jan Pedersen.

- Det er bedre at tilpasse i stedet for at have et stort center med tomme lokaler. Vi skal have et velfungerende center, det er i alles interesse, siger han.

Det forventes, at ombygningen af TemaCentret står færdig om to-tre måneder, og til den tid skal Centerkiosken og Loops fitnesscenter så også være flyttet fra deres nuværende placering.

De ligger nemlig nu i den del af centret, som Superbrugsen har købt og skal bruge til sin udvidelse.

- Vi ender med at have 600-700 kvadratmeter tomme lokaler tilbage, men håber på at få lejere ind og kunne tiltrække dem med nye omgivelser. Der er allerede dialog med flere, fortæller Jan Pedersen.

SuperBrugsen regner med at være færdige med deres udvidelse engang i løbet af de første måneder af 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094