23948sdkhjf

Vestager straffer Nike for at styre salg af fodboldtrøjer

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har udstedt en bøde til Nike på knap 100 millioner kroner.

Den amerikanske sportsudstyrsgigant Nike har i årevis ulovligt kontrolleret salget af blandt andet fodboldtrøjer fra populære europæiske klubber som FC Barcelona, Manchester United og Juventus.

Det fremgår mandag af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har tildelt Nike en bøde på 12,5 millioner euro - svarende til 93 millioner kroner.

I EU-sammenhæng er der tale om en lille bøde.

Nike har gennem 13 år - fra 2004 til 2017 - ulovligt begrænset nogle forhandleres mulighed for at sælge udvalgt merchandise til andre lande.

Der er tale om "godkendt merchandise", der ikke bærer Nikes logo, men i stedet logoet fra eksempelvis en populær fodboldklub.

Nike har fået licens af rettighedshaverne til at fremstille og distribuere den merchandise. Den amerikanske gigant har i den forbindelse forhindret nogle lande i EU's indre marked i at sælge produkterne.

- Fodboldtilhængere sætter ofte stor pris på produkter fra deres favorithold. Det kan være trøjer eller halstørklæder.

- Nike har forhindret mange af deres forhandlere i at sælge produkterne i andre lande, hvilket har ført til mindre udvalg og højere priser, lyder det fra Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Ud over fodboldtrøjer og halstørklæder omfatter merchandise en lang række andre produkter. Det drejer sig om ting som kopper, tasker, sengetøj, legetøj og kuglepenne.

Nike har samarbejdet fuldt ud med kommissionen. Det betyder, at Nike har fået bøden reduceret med 40 procent, fremgår det af afgørelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109