23948sdkhjf

Nu skal der opdrages på Ikeas kunder

Kötbullar uden kød og en lampe af bambusmateriale, der ville være blevet kasseret.

Det er blot nogle af de tiltag, som skal bringe Ikea i mål med ambitionen om at være klimapositiv allerede i 2030.

Miljøvenlige og bæredygtige produkter gør det dog ikke alene. Møbelgiganten vil lære sine kunder at træffe nogle bedre valg for klimaet – simpelthen inspirere dem til at leve et bedre liv for klimaet, skriver Berlingske Business.

Det skal ske via kampagner, hvor kunderne informeres om Ikeas bæredygtige løsninger, madalternativer og genanvendelsesmetoder.

Det handler nemlig ikke kun om at producere bæredygtige produkter, men at tænke alt i virksomheden ind i de grønne planer.

Det betyder også, at Ikea skal gøre op med den køb-og-smid-væk-kultur, der normalt følger i kølvandet af billige produkter.

Nu skal der udvikles og produceres produkter, der kan holde en livstid, og ødelagte produkter skal kunne sendes til reparation hos Ikea.

- Vi har en udfordring generelt i samfundet, fordi vi ofte sammenligner lave priser med lav kvalitet. Vi er nødt til at blive bedre til at fortælle vores historie om, hvordan vores produkter bliver til, så vores kunder forstår, at selv om vores varer ikke koster meget, har de en enorm værdi for miljøet, siger Joanna Yarrow, chef for bæredygtighed i Ikea.

Når det så er sagt, så er Ikea langt fra at være i mål. Joanna Yarrow fortæller, at koncernen stadig er i færd med at finde ud af, hvordan man rammer alle interesser og befolkningsgrupper.

Men målet er, som det hele tiden har været – i hvert tilfælde siden sidste sommer – at være klimapositiv i 2030.

Læs mere om: Ikea
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25