23948sdkhjf

Sidste år kom de for sent, nu er jordbærplukkerne kommet for tidligt

Sidste år kom jordbærplukkerne for sent til Samsø. I år er de kommet for tidligt.

Det er snart jordbærsæson, men de røde bær mangler endnu den sidste farve, før de kan plukkes.

Derfor cykler der i øjeblikket ti jordbærplukkere rundt på Samsø, mens de venter på for alvor at kunne begynde arbejdet hos Samsø Bær.

Det fortæller jordbæravleren Aage Madsen.

- Det går lidt langsomt for jordbærrene i år. Vi havde regnet med, at vi kunne begynde at plukke for en måned siden, men vi venter fortsat tålmodigt. Derfor får plukkerne lov at holde lidt fri, siger han til TV2 Østjylland.

I alt har Aage Madsen ti jordbærplukkere ansat, men kun tre af dem var i marken nogle timer lørdag formiddag.

Sidste år kom jordbærplukkerne for sent til Samsø, da forårsvarmen strømmede over Danmark. Det betød, at der måtte kasseres 50 tons bær hos en anden jordbæravler.

- Jordbærrene kan ikke nå at udvikle sig nok, når det er så varmt. De modner hurtigere, end vi kan nå at plukke dem, fortalte jordbæravler Morten Alexandersen fra Samsø til TV2 Østjylland i juni 2018.

I år har Samsø Bær valgt at hyre jordbærplukkerne tidligere, end de plejer. Men foråret har bare ikke været nær så varmt som sidste år.

- Det er umuligt at få det til at passe præcist, men sidste år var det godt nok noget møg, at de kom for sent. I år kom de lidt for tidligt. Men det er meget bedre, end at de kommer for sent, siger Aage Madsen.

Samtidig glæder han også lidt over, at jordbærrene lader vente på sig. Det giver nemlig en langsommere modningsproces.

- Jeg tror, at de bliver bedre end sidste år. De begynder i hvert fald at blive rigtig store, siger den fortrøstningsfulde jordbæravler.

Jordbærsæsonen begynder typisk i starten af juni og slutter i midten af juli. Men sidste år skubbede det varme vejr sæsonen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109