23948sdkhjf

Syv mænd fængslet i sag om organiserede butikstyverier

I en større aktion mod organiseret butikstyveri blev ni mænd mandag anholdt. Tirsdag er syv blevet fængslet.

Syv mænd er tirsdag ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger i en større sag om organiseret butikstyveri.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

De syv blev sammen med yderligere to mænd, som siden er løsladt, anholdt i en større aktion mandag. Ingen af dem kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Det er politiets specialenhed Særlig Efterforskning Vest (SEV), der har stået for efterforskningen af sagen.

I en pressemeddelelse mandag fortalte politiet om aktionen.

De anholdte er i alderen 18 til 44 år og er mistænkt for at have begået i alt over 100 butikstyverier i Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands, Sydøstjyllands og Østjyllands politikredse.

SEV har igennem længere tid fulgt de sigtede.

- Og i størstedelen af tilfældene er det faktisk os, der har informeret butiksejerne om, at de formentlig har været udsat for butikstyveri.

- De havde simpelthen ikke selv opdaget det, fordi tyvene er så professionelle i deres fremgangsmåde, siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra SEV i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet har fremgangsmåden ved de forskellige tyverier stort set været den samme. 

Typisk er tre mænd kommet ind i butikken, hvorefter én har afledt en medarbejders opmærksomhed, mens de andre har stjålet varer.

Tyvekosterne har ofte været spiritus, cigaretter, kaffe og chokolade. Politiinspektør Brian Voss Olsen beskriver de enkelte tilfælde som "simple tyverier".

- Men set i en sammenhæng er der tale om professionelle, organiserede tyverier, hvor de har kørt rundt i hele landet med det ene formål at begå tyverier mod butikker.

- I nogle tilfælde er det også lykkedes dem at stjæle store partier varer fra baglokalet til flere tusinde kroner, siger Brian Voss Olsen.

Ved mandagens aktion blev der hos de anholdte blandt andet fundet et større kontantbeløb og tyvekoster i form af store mængder kaffe.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156