23948sdkhjf

Lego-familiens pengetank byder milliarder på Legolands ejer

Legos pengetank vil igen have en større bid af Legoland. Kirkbi og to andre har budt på Merlin Entertainments.

Lego-familiens pengetank, Kirkbi, har sammen med kapitalfonden Blackstone og et canadisk pensionsselskab afgivet et købstilbud på Merlin Entertainments.

Det oplyser Kirkby i pressemeddelelse fredag morgen.

Kirkbi har i forvejen en ejerandel i Merlin Entertainments, der blandt andet driver otte Legoland-parker verden over.

- Vi er forpligtede til, at Legoland og de andre aktiviteter i Merlin når deres fulde potentiale, som vi mener bedst opnås ved privat ejerskab, for at kunne levere fantastiske oplevelser til gæster i alle aldre i hele verden, siger Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør i Kirkbi. 

Lego solgte i 2005 Legoland, som dengang talte fire forlystelsesparker, til Merlin Entertainments.

Men Kirk-familien, som ejer Lego, gav ikke helt slip på forlystelserne.

Kirkbi sikrede sig 30 procent af aktierne i Merlin Entertainments. Virksomheden har siden 2013 været noteret på børsen i London.

Handlen ventes at løbe op i 4,8 milliarder pund. Det svarer til 40,1 milliarder kroner.

Købstilbuddet lyder på 455 pence per aktie. 

Fredag omkring klokken 10 koster en Merlin-aktie 450,3 pence, hvilket er en stigning på 14 procent. 

Avisen Financial Times kunne natten til fredag berette, at Kirkbi arbejdede på opkøbet sammen med Blackstone og det canadiske pensionsselskab, og at handlen kunne blive offentliggjort fredag morgen. 

Det canadiske selskab hedder Canada Pension Plan Investment Board.

Foruden forlystelsesparkerne ejer britiske Merlin Entertainments en række attraktioner i forskellige lande. Det tæller blandt andet museumskæden Madame Tussauds.

Kirkbi oplyser til Ritzau, at man ikke kan eller vil kommentere opkøbet af hensyn til de britiske regler om opkøbssager. I stedet henvises der til pressemeddelelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08