23948sdkhjf

Kortere åbningstider gav pote: Vestjysk supermarked sætter rekord

ABC Lavpris i Ulfborg har kortere åbningstider end andre dagligvarebutikker, og så er de gode til at holde på medarbejderne.

Supermarkedet ABC Lavpris i Ulfborg havde onsdag før påske i år det største salg nogen sinde i forretningens 30-årige historie.

Men det er ikke kun højtider, der banker omsætningen op - det gør turisterne på Vestkysten også.

I juli går omsætningen en halv gang i vejret, og dermed topper Ulfborg inden for kæden ABC Lavpris, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Det vestjyske supermarked beviser, at de store byer ikke behøver løbe med al handel, for ABC Lavpris er i dag ifølge sine egne oplysninger det tredjestørste supermarked i Holstebro Kommune, og supermarkedet har blandt andet fået væltet flere huse, for at lastbilerne med varer kan komme til.

Kortere åbningstider giver pote
ABC Lavpris har på flere områder en usædvanlig taktik. For eksempel åbner butikken først kl. 8 og morgenen og lukker igen allerede kl. 19.

Ved at undgå ydertimerne er det nemmere at holde på det faste personale, lyder filosofien.

- Flere af de fastansatte er på vej mod 25-års jubilæum. Det er usædvanligt i branchen. Vi har haft besøg af HK, som ville høre, hvordan vi fastholder vores personale, fortæller bestyrer Rene Martinsen.

Det betyder desuden, at der stort set altid er fastansatte til stede, og butikken passes aldrig af ungarbejdere alene. Det holder servicen oppe, og derved tjenes de penge, som lange åbningstider måske kunne give, vurderer Rene Martinsen.

Fyrer ikke ungarbejdere
ABC Lavpris har også en speciel taktik omkring ungarbejdere. De fyres ikke automatisk som i mange andre butikker, når de fylder 18.

Målet er i stedet at give dem andre opgaver med større ansvar.

Dagligvarebutikken i Ulfborg begyndte i 1989 med cirka 800 kvadratmeter forretning og lager. I dag er der tre gange så meget under tag – 2.400 kvadratmeter. I en helt almindelig uge har butikken 6.500 ekspeditioner.

ABC Lavpris omfatter 14 butikker i Jylland og på Fyn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094