23948sdkhjf

Danskere holder på pengene, men betaler sig gerne fra de sure pligter

Der er godt salg i varer, der kan lette et travlt og presset familieliv.

Selv om danskernes forbrug ikke er kommet op i gear efter finanskrisen for 10 år siden, er der til gengæld en stigende lyst til at bruge penge på at købe sig mere tid og flere lettelser i familien, skriver Jyllands-Posten onsdag.

At komme let om ved aftensmaden og købe sig hjælp til at holde hjemmet rent er i høj kurs, viser en forbrugsanalyse fra AE-Rådet, som samtidig konstaterer, at den tendens går i stik modsat retning af det generelle forbrug, hvor en almindelig husstand i 2017 brugte ni procentpoint mindre end i 2010.

- Familierne prioriterer at bruge penge på at gøre fritiden mere fri, og det bliver den jo, hvis man køber en ret, der bare skal i ovnen i 10 minutter, siger analytiker Sofie Holme Andersen, der har baseret AE-analysen på en forbrugsundersøgelse med ca. 2.000 husstande fra Danmarks Statistik.

Den helt store stigning findes på måltidskasser, hvor en dansk husstand i gennemsnit i 2016 brugte 351 kr., men året efter var udgiften 648 kr.

På samme måde er danskernes forbrug af takeaway steget. Også udgifterne til praktisk hjælp i hjemmet stiger, viser tal fra Skat.

Dansk Erhverv er organisation for mange af de servicevirksomheder, som svinger kost og spand i både private hjem og kontorer, og her er chefkonsulent Tina Buch Olsson ikke i tvivl om, at en omsætningsstigning på et par mia. kr. i branchen i perioden 2009-2018 skyldes et ønske om at lette hverdagen.

- Mange børnefamilier køber sig mere tid til familien ved at få gjort rent derhjemme og få maden bragt til døren, siger hun, og tendensen bekræftes af fremtidsforsker Marianne Levinsen, Center for Fremtidsforskning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141