23948sdkhjf

Dansk økobageri lander kæmpeaftale med cafékæde

Den danske bagervirksomhed Faber Brød med adresse i Hasselager ved Aarhus har indgået en stor, toårig samarbejdsaftale med Joe & The Juice om at levere kager til kædens mere end 300 cafeer verden over.

Det oplyser Faber Brød i en pressemeddelelse.

Bager-iværksætterne bag Smartbake Bakery Group opkøbte den økologiske producent Faber Brød for godt et år siden, og nu har virksomheden indgået den hidtil største samarbejdsaftale. I de næste to år skal Faber Brød levere kager til samtlige 312 cafeer i den verdensomspændende juice-succes Joe & The Juice. Aftalen har en værdi på "et betydeligt tocifret millionbeløb" og passer perfekt ind i Faber Brøds nye forretningsstrategi, konstaterer virksomheden.

– Aftalen med Joe & The Juice er en kæmpesejr for os og noget, som vi er enormt stolte af. Den cementerer samtidig, at vores strategi om at fokusere vores energi på Horeca-sektoren godt kan betale sig. Det er vores hidtil største globale aftale, og det er sådan nogle, vi skal have flere af, bemærker Karsten Leed, der er kommerciel direktør i Smartbake og Faber Brød, i pressemeddelelsen.

Aftalen dækker over et fast, globalt sortiment på seks forskellige kager, som skal få juicekundernes tænder til at løbe i vand oppe ved disken.

Felt på seks
Særligt de amerikanske kunder har efterspurgt kage som supplement til den friskpressede juice, hvorfor kæden nu har besluttet at udbrede et kagesortiment til samtlige cafeer. Ledelsen i Joe & The Juice ledte derfor efter leverandører, og ud af et felt på seks virksomheder faldt valget på Faber Brød.

– Vi havde nogle temmelig specifikke ønsker til, hvilke produkter vi ville have i sortimentet, og Faber Brød kunne levere på samtlige af dem. Derudover er deres produkter enormt lækre, og nogle, som vi har stor tiltro til, at vores kunderne bliver glade for, siger Mathias Nielsen, Supply Chain Manager i Joe & The Juice.

Den nye aftale passer ifølge Karsten Leed som fod i hose til Faber Brøds langsigtede strategi om at levere bagværk til internationale og voksende kæder. De ekstra midler, som aftalen indbringer, bliver investeret i automatisering af virksomhedens bageri, så Faber Brød kan være endnu mere konkurrencedygtig, lader han forstå.

– Selv om vi automatiserer bageriet, er det stadig meget vigtigt for os, at vi ikke bliver en fabrik. Vi skal og vil fortsat have det gode bagerhåndværk i fokus. Den nye aftale gør, at vi kan investere yderligere i produktionsapparatet, der vil styrke vores position på convenience- og out-of-home-markedet. I det kommende regnskabsår forventer vi en omsætning på 30 millioner kroner, fortæller Karsten Leed.

Aftalen med Joe & The Juice løber de næste to år, men Faber Brød har fortrinsret til at forlænge aftalen yderligere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094