23948sdkhjf

Rema og Coop vil lave brugte kødbakker til nye

Nu skal der gang i genanvendelsen af de millioner af plastbakker til blandt andet kødprodukter, der hvert år bibbes igennem kasseapparaterne.

Hvert år sælges mange tusinde tons plastbakker og -bøtter til fødevarer på det danske marked. Forbrugere kender dem fra emballagen til alt fra hakket oksekød til vindruer.

Rema1000 og Coop er gået sammen med Danish Crown, plastproducenten Faerch og Københavns Kommune om et projekt, hvor kødbakkerne skal have nyt liv som nye fødevareemballager.

I første omgang vil partnerne i løbet af et år demonstrere såkaldt bakke-til-bakke genanvendelse ved at indsamle og genanvende minimum 43 tons fødevarebakker fra København svarende til cirka fem millioner bakker. Det oplyser projektets parter i en pressemeddelelse. 

Bearbejdes i Holland
Bakkerne vaskes og oparbejdes til nye råmaterialer på Europas første og eneste anlæg til genanvendelse af fødevarebakker i Holland, der er ejet af den danske emballageproducent Faerch.

Trods transporten er der stadig tale om et absolut positivt miljøregnskab, da transport af plast med lastbil kun udgør en lille miljøbelastning set i forhold til CO2-besparelserne ved genanvendelsen.

Efter ankomsten til Holland laves råmaterialerne om til nye fødevareemballager, som bruges til emballering af fødevarer hos producenter som eksempelvis Danish Crown for igen at ende i REMA 1000 og Coops supermarkeder i København.

10.000 tons bakker årligt
Potentialet for at øge genanvendelsen af fødevareemballage i Danmark er dog meget større. Derfor rækker ambitionen for partnerskabet langt videre. Frem mod 2025 er målsætningen at etablere et system, der sikrer, at minimum 10.000 tons danske fødevarebakker hvert år recirkuleres og dermed sparer klimaet for udledningen af 25.000 tons CO2.

For at nå målet, håber partnerskabet at udvide med nye partnere, efterhånden som teknologierne modnes.

-  I samarbejde med dagligvarehandlen har vi omstillet vores produktion, så vi kan pakke kødet i bakker af genbrugsplast. Lige nu er udfordringen faktisk at skaffe nok genbrugsplast, så derfor er det helt centralt at få løftet kommunernes affaldssortering. Nu går Københavns Kommune forrest, så derfor er det helt naturligt for os at være en del af partnerskabet, siger Preben Sunke, der er COO i Danish Crown og har ansvaret for koncernens bæredygtighedsstrategi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.199