94-årig nægter at opgive sin butik på trods af sygdom og overfald
94-årig Anna Larsen havde egentlig grundet et sygdomsforløb med en pacemakeroperation så småt indstillet sig på, at tilværelsen som indehaver af en lille antikbutik kunne være slut.
Men Anna ville det anderledes, og nu har hun genåbnet sin biks. Hun kan nemlig slet ikke se sig selv i en dagligdag uden at passe den lille butik et par gange om ugen:
- Alle de ting fra før i tiden er hyggelige at have med at gøre. Og så er det dejligt, at folk kommer ind og får en lille sludder. Det har meget at sige, for ellers skal man bare sidde derhjemme, og det er for lidt. Man skal holde sig i gang, siger Anna Larsen til TV2 Østjylland.
Overfald og sygdom
Anna Larsen genåbnede butikken på hendes 94-års-fødselsdag den 26. maj. Inden da havde hun været en hel del igennem:
- Først kom der en mand ind og overfaldt mig og tog min penge. Så et stykke tid efter faldt jeg og fik en hjerneblødning. Og så faldt jeg igen lidt efter og trykkede ribbenene. Nu har jeg fået en pacemaker, og det hjælper, men jeg døjer stadig med noget ubehageligt helvedesild, fortæller Anna Larsen.
Anna er tilbage i butikken efter måneders sygdom og sælger igen alt fra glas, porcelæn, pyntedimser og andre antikviteter.
Og det glæder kunderne, der savnede hende, mens hun lå syg:
- Der kommer så mange flinke mennesker her i butikken, og imens jeg har været syg, så kom folk med blomster og chokolade. Det, synes jeg, var meget flot, siger Anna Larsen.
Annas antikbutik holder åbent hver fredag og lørdag mellem kl. 10 og 16 – og når Anna alligevel er i butikken i ugens løb.