23948sdkhjf

Føtex gør status: Madspild halveret på fem år

I 2014 smed den danske detailhandel 163.000 tons mad ud. Det viser en rapport fra Miljøstyrelsen fra samme år.

Af de massive mængder mad stod supermarkedskæden Føtex for 15.000 tons – cirka 9 pct. Det fik dengang kæden til at ændre en række procedurer i butikkerne og implementere forskellige tiltag med formålet at mindske spildet af mad.

Det fortæller kæden i en pressemeddelelse. 

Nu viser tal fra 2018, at tiltagene har båret frugt. Det årlige madspild i Føtex er faldet med 46,3 pct. sammenlignet med 2014. Det svarer til en reduktion på cirka 7 millioner kilo mad.

- Vi er stolte af, at vi næsten har halveret mængden af mad, vi smider ud hvert år. Det er ikke nogen nem opgave i en stor kæde som vores, og det har krævet, at både producenter, grossister, detailhandlen og forbrugerne er gået sammen. I dag arbejder vi videre med at finde løsninger, der mindsker vores udsmid, siger direktør i Føtex, Thor Jørgensen.

Madspild skal reduceres med 75 pct.
Ud over nedsatte varer, har Føtex de seneste år gennemført en række initiativer i kampen mod madspild.

I 2016 indgik Føtex eksempelvis et samarbejde med supermarkedskonceptet Wefood, der sælger overskudsmad til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.

I 2018 sendte Føtex godt 60 tons mad til Wefood, som resulterede i en million kroners omsætning, doneret til mennesker i nød. Føtex har ambitioner om flere tiltag de kommende år, så de når deres 2030-målsætning:

- Vi tænker hele tiden over, hvordan vi kan ændre vores måde at drive butik på, så vi kan mindske spildet af mad. Målet er at reducere mængden af madspild med 75 pct. frem mod 2030 sammenlignet med tallet for 2014. Det lyder måske ambitiøst. Men vi er nødt til at oppe os, hvis vi skal gøre en reel forskel, siger Thor Jørgensen, der understreger, at kampen er en kollektiv opgave, der gavner alle parter i fødevareproduktionen.

- Mindre madspild er godt for alle. Ikke bare for miljøet, men også fordi mindre madspild resulterer i lavere priser, hvis supermarkeder og andre butikker i detailledet bliver forretningsmæssigt drevet, forklarer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109