23948sdkhjf

Familie brød med isenkræmmerkæde: Nu fejrer de jubilæum på tre sprog

Efter flere år som del af butikskæden Kop & Kande valgte familien Krogh at forlade kædesamarbejdet og fortsætte på egen hånd.

I 2019 kan den familieejede virksomhed KopK fejre 10-års jubilæum som online webshop.

Et jubilæum, som kan synes usandsynligt i en detailbranche, hvor hver tiende butik er lukket siden 2008.

Det har dog ikke stoppet familien Krogh, som står bag KopK. De har på et årti formet et forretningskoncept, der allerede er blevet tildelt Børsens Gazelle-pris for deres vækst to gange.

Nøglen til succesen ligger ifølge medejer Natasja Søndergaard, født Krogh, i hele tiden at holde begge fødder på jorden og ikke gå på kompromis med kerneværdier som høj troværdighed og god kundeservice.

– Siden vi brød med Kop & Kande, er det gået over al forventning. Mange tror måske, at man ikke kan klare sig som lille butik i konkurrence med en stor kæde, men det er ikke vores oplevelse. Vi har mange tilbagevendende kunder, som sætter pris på, at vi ikke er en kæmpe virksomhed, der kan være svær at komme i kontakt med. Vi er helt nede på jorden og tæt på kunder og leverandører, udtaler Natasja Søndergaard, som er datteren i familieforetagendet, i en pressemeddelelse.

Webshops på tre sprog
Det lå ikke ligefrem i kortene, da familien Krogh i 2017 valgte at opsige samarbejdet med Kop & Kande og i stedet fortsætte udelukkende på egne præmisser.

Allerede på det tidspunkt havde de nemlig en tradition for og flere års erfaring med isenkræmmerkæder i både København og på Sydsjælland.

Ambitionerne var dog større, og især familiens webshop har vist sig som et rigtigt sats, som nu genererer 80 procent af virksomhedens omsætning.

– Vi fik egen butik, da mine forældre i 1999 købte Køkkengrej på Tagensvej i København, som tre år senere overgik til kædesamarbejde med Kop & Kande. Fem år senere rykkede vi til Faxe, hvor kæden solgte en skrantende butik med muligheder i til os, og i 2009 startede vi så vores egen webshop, KopK. Vi startede i et baglokale, men allerede i 2017 rykkede vi til større lokaler her i Rønnede. Sidste sommer kunne vi endda fejre, at vores tyske og svenske webshops kom op at køre så vi er klar til at indtage det udenlandske marked, uddyber Natasja Søndergaard.

At stå på egne ben
Selvom det, at være en del af en stor isenkræmmerkæde, havde budt på mange gode oplevelse, var tiden kommet til at forsøge at stå på egne ben.

Som selvstændig virksomhed var det desuden muligt at søge en uafhængig grøn profil, som i dag betyder, at 90 pct. af alt pap og plastik, der kommer igennem KopK, bliver genanvendt.

– Vi er stolte af at have været en del af Kop & Kande, men til sidst voksede vi fra hinanden. Vi havde set potentialet i vores webshop og et styrket samarbejde med vores hovedleverandører gennem den direkte kontakt. I dag har vi desuden mulighed for at bruge noget af vores energi på mindre brands og den mere personnære kundebehandling. Det behov har vi kunnet mærke med op til 9000 besøgende dagligt, afslutter Natasja Søndergaard.

KopK består i dag, foruden webshops, af et 700 kvadratmeter stort showroom i Rønnede og en butik i Præstø by.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109