23948sdkhjf

Ti år efter krisen: Den danske møbelbranche er tilbage i topform

Ti år efter finanskrisen for alvor hærgede, står den danske møbelbranche nu stærkere rustet, hvad angår krisetider såvel som konkurrence. Det er en af konklusionerne i en ny rapport, som Træ- og Møbelindustrien har udarbejdet i samarbejde med Danish Design Cluster.

Læs også: Ny rapport: Coronakrisen rykker butikslukninger 10 år tættere på

Der er skrevet meget om møbelbranchens svære tilbagekomst efter finanskrisen. Ikke kun blev afsætningsgrundlaget ændret fra den ene dag til den anden, men krisen medførte også en lang genoprejsningsperiode med indførelsen af nye strategiske tiltag. Tiltag, der har gjort den danske møbelbranche langt bedre rustet til international konkurrence, lyder det i en pressemeddelelse om den nye rapport.

Gennem interviews med 18 vidt forskellige virksomheder i træ- og møbelbranchen har folkene bag rapporten identificeret en række tendenser og udfordringer, der har kendetegnet udviklingen de seneste ti år, ligesom de har taget et kig i krystalkuglen og kommer med et bud på, hvordan den kommende tid vil forme sig.

De danske humlebier
Ligesom humlebien ikke burde kunne flyve, burde det såkaldte midmarket ikke eksistere. Det er basal økonomisk lære, at virksomhederne i midten af markedet skal beslutte, om de vil forsøge at arbejde sig opad mod det mere eksklusive segment, eller nedad mod et mere discountorienteret marked.

I den danske møbelbranche er den påstand imidlertid blevet modbevist af virksomheder som Hay, Muuto og Bolia, der det seneste årti har fået luft under vingerne med godt design til priser, mange kan betale.

Læs også: Elektronikkæders salg er eksploderet

”New Nordic ”-virksomhederne, som de bliver kaldt i rapporten, har også haft indflydelse på den samlede branche, peger flere af de interviewede virksomheder på. Dels har opblomstringen af nye virksomheder skabt en dynamik i de andre segmenter, og dels har det givet flere virksomheder blod på tanden, fordi de har vist, at der kan skabes nye møbelgiganter i Danmark.

Bløde kontorer booster kontraktmarkedet
En anden tendens, rapporten peger på, er, at de danske møbelvirksomheder gennem de senere år har fået nye muligheder på kontraktmarkedet. I takt med at store virksomheder som Google og Lego er begyndt at indrette kontormiljøer med et blødere og mere hjemligt islæt, har trenden forplantet sig til også mindre virksomheder. For flere af de danske møbelvirksomheder har det betydet, at deres ”hjemmekollektioner” pludselig har fået berettigelse på kontraktmarkedet.

– Dette og den store interesse for den nordiske stil og værdier har dannet udgangspunkt for store investeringer og samarbejder fra amerikanske giganter og kapitalfonde, som i den grad har løftet hele møbelbranchen til et nyt niveau, lyder det i pressemeddelelsen.

Du kan selv dykke ned i den nye rapport og læse meget mere om blandt andet kampen om arbejdskraft, spørgsmålet om lokal produktion vs. outsourcing samt branchens favntag med bæredygtighed og cirkulær økonomi – rapporten finder du lige her.  

 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.078