23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på RetailNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Britisk fitnesskæde køber Fitness World

PureGym har offentliggjort en købsaftale på den største fitnesskæde i Danmark, Fitness World.

Den største fitnesskæde i Danmark er blevet købt af den britiske fitnesskæde PureGym. Det meddeler PureGym i en meddelelse på hjemmesiden, og det bekræftes af Fitness Worlds presseafdeling.

Meddelelsen melder intet om prisen på købet.

- Jeg er begejstret for at blive partner med PureGym - et selskab, der på bare ti år fundamentalt har ændret fitness-branchen i Storbritannien, siger Fitness Worlds direktør, Steen Albrechtslund, i meddelelsen.

- Deres beslutning om at investere i Fitness World vidner om, hvilken forretning vi har bygget.

I meddelelsen fra PureGym siger direktør Humphrey Cubbold, at handlen skal gøre PureGym til en verdensførende spiller på markedet for trænings- og fitnesskæder.

- Fitness World er en forretning, som vi kender og længe har beundret, siger han i meddelelsen.

Fitness World har ud over Danmark centre i Polen og Schweiz.

I alt har Fitness World over 230 træningscentre og mere end 600.000 medlemmer. Af dem er 170 af centrene i Danmark. Her arbejder omkring 4300 instruktører, personlige trænere, kostvejledere og andre medarbejdere.

Hidtil har Fitness World været ejet af Lego-pengetanken Kirkbi og kapitalfonden FSN.

Til erhvervsmediet Børsen bekræfter ledende partner i FSN Thomas Broe-Andersen handlen.

- Pure Gym er en god køber, og Fitness World passer godt ind i deres planer. Så det var et helt naturligt sted at aflevere Fitness World, siger Thomas Broe-Andersen til Børsen.

Han afviser at fortælle noget om prisen på handlen, men kalder sit ejerskab af Fitness World for "en god investering".

Handlen forventes færdiggjort i begyndelsen af næste år.

I løbet af sine 15 år har Fitness World nu nået en omsætning på 1,5 milliarder kroner. Selskabets hovedkvarter ligger i Rødovre, og foruden Fitness World ejer selskabet kæden Urban Gym.

/ritzau/

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14