23948sdkhjf

Med næsten siden starten: Sidste lukkevagt i byggemarkedskæde

Henning Bech Johannesen går på pension efter hele 29 år i jem & fix
Sæsonskift er en term, man hurtigt lærer, når man arbejder i Jem & Fix, men skiftet fra arbejdsliv til pensionisttilværelse er dog alligevel af en helt anden kaliber, og nedtællingen til den sidste arbejdsdag har foregået over længere tid for Henning Bech Johannesens vedkommende.

- Nedtællingen blev en naturlig del af hverdagens gøremål, og mod slutningen gik jeg automatisk og vingede af, at nu var der fx kun fire lukkevagter tilbage, eller det var så den sidste sending træ, jeg kom til at modtage, fortæller Henning Bech Johannesen og fortsætter:

- Jeg er glad for at træde tilbage fra arbejdsmarkedet og stoppe på et tidspunkt, hvor jeg også kan nå at få noget godt ud af min pensionisttilværelse, men det bliver også et stort savn. Jeg har masser af gode kolleger, som da også løbende har været forbi og sige tak for samarbejdet både uformelt, men også ved et par lidt mere formelle lejligheder, hvor jeg er blevet fejret for min tid i Jem & Fix.
Regionschef Anders Østergaard Lund Nissen supplerer:

- Det er en mand med stor erfaring, vi nu har sagt farvel og stor tak for tro tjeneste til. Han vil ikke kun blive savnet i butikkerne i Silkeborg, hvor han startede sin karriere, og i Ikast, hvor han sluttede sin karriere, men også blandt sine mange kolleger. Ikke mindst i de nærliggende butikker, hvor Henning har bidraget med god sparring og sin store erfaring gennem alle årene.

Fra isenkram til byggemarked
Henning Bech Johannesen startede på arbejdsmarkedet tilbage i 1970 som isenkræmmer, var derefter inde som soldat, og fra 1975 og 15 år frem bestyrede han en værktøjsafdeling hos en isenkræmmer. Men da den daværende direktør for Jem & Fix Svend Pedersen i 1990 ringede og spurgte, om han ikke ville være butikschef i Jem & Fix i Silkeborg, slog han til.

Butikken i Silkeborg var kun kædens 8. på det tidspunkt, og det var et helt andet kapitel at drive en butik dengang. Han husker bl.a. at han udfyldte indkøbssedler i hånden og sendte dem til hovedkontoret, når han skulle bestille varer. I dag praktiseres automatisk varebestilling. Og øget fokus på automatisering, strømlining og processer er i det hele taget noget, der fylder meget mere i dag og er med til at lette arbejdsdagen for medarbejderne og højne butiksoplevelsen for kunderne.

- Det har været en spændende rejse med mange nye tiltag gennem årene og en stadig mere og mere effektiv drift båret af grundtanken om at skære det overflødige fra. Vi kender vel alle til det med, at man præges af den arbejdskultur, man er en del af, og at man derfor nogen gange tager arbejdet med hjem. Det har min familie åbenbart også bemærket. For kampagnen med at spare h’et væk i Jem & Fix navnet har mine børn i hvert fald bidt mærke i og kvitteret for ved at give mig en kasket med navnet Enning på, fortæller Henning Bech Johannesen med et smil.

Fra købmandsskab til kajaksejllads
Men det giver jo også god mening, at man efter 29 år får kulturen på arbejdspladsen helt ind under huden. HR- og driftschef Peter Nyboe fortæller:

- 29 år i samme virksomhed er en præstation i sig selv og fortjener anerkendelse. Ikke mindst taget i betragtning, at kæden kun har drevet butikker i 31 år. Henning er kendt for at gå forrest i sit team og præge andre med sit gode købmandskab, uanset om det var rengøring eller regnskab, der var opgaven i butikken, og på den måde har han selv været en vigtig kulturbærer for Jem & Fix. Han har ydet en kæmpe indsats, som vi ikke kan takke ham nok for, men samtidig ønsker vi ham også et godt og velfortjent otium.

Med skiftet fra hverdagen i Jem & Fix til en tilværelse som pensionist glæder Henning sig til på den korte bane at prøve at holde fri en hel jul sammen med sin familie, for siden 1970 har han arbejdet i et eller andet omfang i julen. På den lidt længere bane og når vejret tillader det, så åbner der sig nu muligheden for at køre lidt mere på motorcykel, sejle i kajak og få fiskestængerne ud af skabet og ned i vandet ikke mindst. Men mon ikke han også slår et smut forbi sin lokale Jem & Fix fra tid til anden. Han vil i hvert fald være en kærkommen gæst også de næste 29 år og mere til.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094