23948sdkhjf

Chipsleverandør gik i stort minus

Thorsens Chipskartofler, der med base i Sunds i Midtjylland leverer kartofler til store dele af den europæiske chipsindustri, havde et skidt regnskabsår 2018/19.

Den ekstremt tørre sommer sidste år betød, at kartoffelmarkedet skrumpede ind, og dermed kom Thorsens Chipskartofler ud af regnskabsåret med et underskud på 5,9 millioner kroner før skat. Året før var der et rekordoverskud på 10,2 millioner, og i de to år før da var plusserne på henholdsvis 7,7 og 8,8 millioner.

- Der var forventet et stort fald i indtjeningen, som dog desværre blev forværret af den værste tørke i over 100 år, konstaterer ledelsen i sin beretning. Tørken betød, at de kartoffelavlere, der er A-aktionærer i virksomheden, kunne levere 30 procent færre kartofler, og Thorsens Chipskartofler måtte derfor købe store mængder på det frie marked for at sikre de nødvendige leveringer til de faste kunder.

- Derudover har der været et stort tab på indkørsel af det nye anlæg, der blev indviet i 2018, på grund af store mangler ved maskinanlægget. Der har desuden været et større tab på opstart af det nye forretningsområde med økologiske skrælle- og pomfritkartofler, oplyser ledelsen.

Læs også: Lagkagehuset med rekordunderskud

Thorsens Chipskartofler har uændret 16 medarbejdere, deraf to i det tyske datterselskab. Hovedparten af virksomheden er ejet af tyske Raiffeisen-Warengenossenschaft Niedersachsen Mitte og den danske kartoffelekspert Danespo, mens en stribe kartoffelavlere har mindre ejerandele.

Læs også: Eksporten kravler atter frem efter nedtur under nedlukningen

Ifølge virksomhedens hjemmeside er Thorsens Chipskartofler en af de skandinaviske virksomheder, der forhandler de største mængder kartofler uden selv at have en produktion. Virksomheden kan opbevare cirka 28.800 ton kartofler og håndterer cirka 135.000 ton kartofler årligt.

En stor del bliver eksporteret til blandt andet Norge, Tyskland, Sverige, Finland, Italien og de baltiske lande.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141