Spegepølser kaldt tilbage - producent nægtede at fortælle, hvor de kommer fra
På adressen Herningvej 80 har den pågældende producent drevet en forretning, hvor jægere kan indlevere vildt til opskæring, plukning og tilbagelevering. På stedet blev der også solgt koldrøgede vildtprodukter, som ejeren selv havde røget, og spegepølser, som han ikke ville oplyse, hvor var produceret. Spegepølsernes oprindelse er derfor ukendt, og det kan frygtes, at de er fremstillet under uhygiejniske forhold, oplyser Fødevarestyrelsen.
Adressen var ikke registreret hos Fødevarestyrelsen. Det betyder, at den ikke har været underlagt styrelsens smileykontrol af blandt andet hygiejne og skadedyrssikring.
Forholdene på virksomheden var heller ikke egnet til at producere spiseklare fødevarer. I produktionslokalet stod der for eksempel en hundekurv, og røgeovnen var placeret i det fri. Der kunne heller ikke fremvises et lovpligtigt egenkontrolprogram, der skal sikre, at fødevarerne ikke er sundhedsskadelige, konstaterer styrelsen.
Ejeren valgte under kontrollen at kassere cirka 100 stk. vakuumpakket koldrøget krondyrfilet og 120 spegepølser. Fødevarestyrelsen vil lave opfølgende kontrolbesøg, fordi virksomheden ønsker at rette op på forholdene og lade sig registrere. Indtil det er sket, opfordrer Fødevarestyrelsen dem, der har handlet med ejeren, til at levere varerne tilbage eller smide dem ud.