23948sdkhjf

Praktikanter snydt i løn af stor planteskole

Møllegårdens Planteskole på Fyn har efterbetalt over 62.000 kroner til to praktikanter, der blev snydt for løn. 3F er på vej med yderligere lønkrav mod den store planteskole.

Vi driver virksomhed inden for rammerne af de love og regler, der er gældende i Danmark.

Den påstand har ejeren af Møllegårdens Planteskole fremført over for både Fagbladet 3F, Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn inden for den seneste måneds tid i forbindelse med en lønstrid med 3F.

Men planteskoleejerens udtalelse passer ikke med virkeligheden.

Det skriver Fagbladet 3F.

For den store, omstridte planteskole har i år betalt for lidt i løn til to praktikanter fra Ukraine. Ukrainerne er ikke blevet aflønnet efter den overenskomst mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A, der er indgået for planteskoler. Det er ellers kravet for planteskoler, der beskæftiger udenlandske praktikanter.

Som følge af underbetalingen har Møllegårdens Planteskole i efteråret 2019 efterbetalt i alt godt 62.000 kroner til de to praktikanter.

Det er sket, efter at 3F Østfyn har rejst en sag mod planteskolen, der i stor stil producerer færdig hække til kunder i Danmark og i udlandet.

- Møllegårdens Planteskole har ikke betalt den aftalte løn og nødvendige tillæg for overarbejde. Flere af virksomhedens lønsedler til vores medlemmer havde falske oplysninger. Vi er dog glade for, at vi har fået en god dialog med virksomheden om at få bragt tingene i orden, siger Hanne Pedersen, faglig sekretær hos 3F Østfyn.

3F-afdelingen mener, at de to praktikanter har yderligere i alt godt 20.000 kroner til gode hos Møllegårdens Planteskole. 3F Østfyn har derfor også sendt et krav til planteskolen på dette beløb. Dermed kommer det samlede krav om efterbetaling op på lidt over 83.000 kroner.

De to 23-årige ukrainere Andrii Hryb og Yurii Yasinskyi begyndte som praktikanter hos Møllegårdens Planteskole 1. marts 2019 på en etårig aftale.

Ifølge de to praktikanters kontrakter skulle de i det første halve år have en løn på 11.338 kroner om måneden for 37 timers arbejde. Det svarer til godt 70 kroner i timen. I det sidste halve år skulle deres løn stige til knap 82 kroner i timen – men de fik altså ikke stigningen.

- Vi arbejdede mange timer om dagen. Det var meget hårdt, og vi følte os presset, siger Andrii Hryb.

De to praktikanter fortæller, at de på et tidspunkt snakkede med nogle andre ukrainere, der også er praktikanter på Fyn. Disse praktikanter fortalte, at de fik betaling for overarbejde. Og at man kunne få hjælp hos 3F.

Planteskoleejeren samt Andrii Hryb og Yurii Yasinskyi har lavet en aftale om at afbryde praktikforløbet hos Møllegårdens Planteskole. De to ukrainere rejste derfor mandag til deres hjemland.

Fagbladet 3F har forelagt oplysningerne for ejeren af og direktøren for Møllegårdens Planteskole, Lars P. Strarup, og i to dage forsøgt at få hans kommentarer til forholdene i sagen. Men planteskoleejeren oplyser begge dage, at han ikke har tid til at svare på Fagbladet 3F’s spørgsmål.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064