23948sdkhjf

Webshop har sparket til væksten hos 55 år gammel møbelbutik

Siden Janus Mortensen i 2015 overtog ejerskabet af Interiør A/S, har virksomheden haft vokseværk. Møbelforretningen var en velfungerende butik, men den 35-årige ejer ville mere, og derfor etablerede han en tilhørende webshop. Det viste sig at være en god ide.

På fire år er omsætningen mere end tredoblet, mens antallet af medarbejdere er steget fra fem til 18.  Webshoppen står for mere end to tredjedele af omsætningen.

– Det har været et vildt væksteventyr, og vi har måtte træffe mange vigtige beslutninger rigtig hurtigt. Heldigvis har vi ramt plet på de fleste beslutninger, fortæller ejer Janus Mortensen i en pressemeddelelse.

Interiør A/S

Blev åbnet i 1965 af Møbelsnedker Henry og Gudrun Jessen Kragelund under navnet Kragelund Møbelforretning

Har siden 2015 været ejet af Janus Mortensen

I regnskabsåret 20018 lød virksomhedens bruttofortjeneste på 6,2 mio. kr., mens resultatet landede på 2,7 mio. før skat

 

Lokal forankring
Interiør A/S’s fysiske butik er beliggende i Kragelund mellem Horsens og Vejle, og selvom virksomheden nu sælger varer til hele landet, har det lokale stadig stor betydning.

– Vi har fortsat mange kunder fra lokalområdet, og vi gør en del i lokale sponsorater til forskellige foreninger, som har behov for vores hjælp til arrangementer med mere. Derudover er vores primære arbejdskraft fra lokalområdet, og det er vigtigt for os at kunne skabe arbejdspladser trods vores beliggenhed ude på landet, fortæller Janus Mortensen.

Ny data og gammel dna
Den største årsag til den succesrige forretning er ifølge Janus Mortensen det systematiske og effektive arbejde med online data.

– Vi har investeret massivt i online tilstedeværelse og testet mange nye teknologier for at lære vores kunder bedre at kende. På den måde kan vi tilpasse vores budskaber til den enkelte kunde og ikke bruge unødvendige ressourcer på markedsføring” siger Janus Mortensen.

Men midt i Facebook-annoncer, konkurrencer og rabat-ordninger har det været vigtigt for ejeren at bevare virksomhedens dna.

– I butikken har vi fokus på vores kunder og deres behov for indretningshjælp, blandt andet med to indretningsarkitekter ansat. Vi har i butikken en uformel tilgang til vores kunder, og alle skal føle sig velkomne og have en oplevelse, når de besøger vores butik. Vores online-kunder får så vidt mulige den samme service, som hvis de handlede i vores fysiske butik, og det er kunderne meget positive overfor, fortæller Janus Mortensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094