23948sdkhjf

Dommer fængsler 37-årig efter brutalt overfald i kiosk

To mænd overfaldt fredag formiddag fire mænd i Helsingør. En mistænkt er fængslet, den anden er på fri fod.

En 37-årig mand er i et grundlovsforhør lørdag blevet varetægtsfængslet i 13 dage, sigtet for grov vold.


Det oplyser Nordsjællands Politi.

Fredag klokken 11.24 fik politiet en anmeldelse om et groft overfald i en kiosk på Bjarkesvej i Helsingør.

Her havde to mænd bevæbnet med baseballbat og knive overfaldet fire andre mænd.

Tre af de fire ofre kom til skade. To fik snitsår, mens den tredje brækkede armen efter et slag med baseballbattet, skriver Helsingør Dagblad.

Motivet til overfaldet kendes ikke.

Kort efter overfaldet meldte den 37-årige mand sig selv til politiet. Lørdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.

Her blev han som nævnt varetægtsfængslet. Ifølge Ekstra Bladet nægter han sig skyldig, men dommeren fandt, at der er en bestyrket mistanke om, at han deltog i overfaldet.

Lørdag eftermiddag leder politiet stadig efter den anden mistænkte i sagen, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125