23948sdkhjf

Nyt trekløver bag Multiform i Aarhus C

Tre erfarne køkkenfolk overtager den 1. marts Multiform butikken i Aarhus C. De ser rigtig gode muligheder for at levere langt flere håndlavede køkkener til aarhusianerne, som i disse år er midt i et bygge- og renoveringsboom. 

For 38 år siden blev det første Multiform-køkken lavet på et snedkerværksted i en baggård i Vestergade i Aarhus. Derfor er der stadig et særligt bånd mellem Multiform og Aarhus. Det oplever Chris Jakobsen, Thomas Knudsen og Jesper Christensen, som er det nye forhandlerteam, der nu overtager den eksklusive køkkenforretning i Hans Broges Gade 20.

I en periode har Multiform - med hovedkontor i Kibæk - selv stået for butikken, indtil til det helt rigtige team af forhandlere var på plads.

Passer ind i tiden
– Vi glæder os rigtig meget til at forhandle Multiform, fordi køkkenerne passer ind i en tid, hvor mange tænker i bæredygtighed, når de køber langvarige forbrugsgoder som køkkener og møbler, fortæller Chris Jakobsen i en pressemeddelelse.

– Der er et klart opgør med brug og smid væk-kulturen. Derfor er mange klar til at investere i et klassisk køkken i naturlige materialer, der kan holde til at blive brugt i generationer. Faktisk vil en del hellere spare sammen til et håndlavet køkken for livet end købe ét, som holder i 5-10 år, fortsætter den nye butiksindehaver, der kommer med 14 års erfaring fra køkkenbranchen.

Hans to kolleger, Thomas Knudsen og Jesper Christensen, kommer med sammenlagt 15 års erfaring fra forskellige køkkenbrands.

– Vi har store forventninger til Aarhusområdet, fordi der i disse år bliver bygget rigtig meget nyt og renoveret i stor stil. Her møder vi mange, som gerne vil investere i et køkken, som er skræddersyet til den enkelte, siger Thomas Knudsen.

To i en
Kunderne bliver både familier og større projekter, som for eksempel kan omfatte nye boliger eller renovering af eksisterende ejendomme.

– Vi ser det som en stor styrke, at vi har en dygtig ’søster’ i vores koncern, JKE, som også laver rigtig fine produkter. Det giver os muligheden for 2-i-1 løsninger. Vi kan for eksempel kombinere indretningen i en ny bebyggelse, så køkkenerne er fra Multiform, mens bad og garderobe måske er fra JKE. Det giver maksimal fleksibilitet for kunderne – både på produkter og priser, siger Jesper Christensen.  

De tre nye forhandlere kender også JKE helt ind til DNA’et, da de alle tre har arbejdet med brandet i Tilst gennem flere år. Fremad kan man møde alle tre i Multiform butikken i Aarhus.

– Vi deler en passion for håndværket og muligheden for at lave skræddersyede løsninger. Derfor er det en drøm at blive Multiform-forhandlere, lyder det fra Chris Jakobsen, Thomas Knudsen og Jesper Christensen, som glæder sig til at tage imod kunderne.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094