23948sdkhjf

Fitnesskæde lukker og spærrer for opsigelser under coronakrise

Det holder ikke juridisk ifølge Forbrugerrådet Tænk.

- Vi kan desværre ikke sætte jeres medlemskab i bero eller opsige det i perioden pga. force majeure.

Sådan skriver InFitness i et opslag til deres kunder på deres Facebook-side, oven på regeringens beslutning om, at alle fitnesscentre nu skulle holde lukket.

Centerleder Martin Rehder vil for nuværende ikke kommentere på sagen, men vil først tage regeringens udmeldinger fra dagens pressemøde omkring økonomiske hjælpepakker til efterretning, fortæller TV2 Østjylland

- Vi er selvfølgelig indstillet på, at alle de kunder, der har betalt for en ydelse, kan kompenseres på bedste måde. Det vil ske i samarbejde med staten, og derfor afventer vi lige nu udmeldinger om hjælpepakker, siger han.

I Forbrugerrådet Tænk, som varetager danske forbrugeres interesser, har man fuld forståelse for, at virksomheder lige nu befinder sig i en alvorlig og kaotisk situation, hvor det kan være svært at vide, hvor man står som virksomhed samt over for forbrugeren.

Derfor opfordrer han også kunder til at have tålmodighed i situationen.

- Man bør lige slå koldt vand i blodet. Kravet om tilbagebetaling har man i tre år, så man bør måske lige give virksomhederne en chance for at omstille sig til den virkelighed, som de lige nu er blevet kastet ud i, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, til TV2 Østjylland og fortsætter:

- Med det sagt, så holder forklaringen ikke juridisk. Det er et helt grundlæggende princip, at man hvis som forbruger har betalt for en vare, som man af en eller anden grund ikke kan få, så skal man have sine penge tilbage. Det gælder også under omstændigheder med force majeure.

Vagn Jelsøe oplyser, at force majeure omstændigheder ganske vidst kan betyde, at det i sidste ende bliver staten, som skal hæfte for tilbagebetalingerne, fordi virksomheden senere hen kan modtage en form for statslig kompensation, men at det altid vil være virksomheden selv, der hæfter direkte over for kunden.

- Om de kan få staten til at dække tabet, det skal jeg ikke kunne sige. Men virksomheden er direkte ansvarlig over for forbrugeren her. Ikke staten, siger han.

Selvsamme fitnesskæde havde tidligere valgt at holde åbent trods regeringens anbefalinger om det modsatte - indtil det i dag blev forbudt.

På Facebook blev nye kunder - der formentlig ikke kan komme i deres sædvanlige center - guidet til sågar at tegne et endags-abonnement.

Sådan et koster 49 kroner, fremgår det af kædens Facebook-side. Centrene er for tiden ubemandede, men medlemmer kan komme ind ved at ringe til en vagt, hvis telefonnummer står på døren til centrene.

En af dem, der på Facebook havde kritiseret kædens beslutning om at holde åbent, er Sara Newe fra Langå ved Randers.

- Jeg faldt over opslaget i mit feed, og jeg synes, det er dybt forkasteligt, at kæden tjener penge på andres ulykke. Andre centre må lukke ned og risikerer at gå konkurs, men den risiko tager de for vores alles skyld, siger hun til TV2 Østjylland og fortsætter:

- At InFitness så tilbyder midlertidige abonnementer og dagsbetalinger er så ledt.

Hendes kritik af InFitness er siden blevet slettet på Facebook-siden, ligesom mange andre fortæller om blokeringer og slettede kommentarer.

- Jeg har en veninde, hvis kritiske kommentar også er væk nu. Andre fortæller om det samme, siger Sara Newe.

TV2 Østjylland har været i kontakt med flere andre, der også fortæller, at deres kritik af InFitness er blevet fjernet.

InFitness henviste blot til udmeldingen på sin Facebook-side.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157