23948sdkhjf

Vismænd spår stort økonomisk tilbageslag grundet corona

Coronakrisen kommer til at give et stort tilbageslag i den danske økonomi i år.

Ifølge De Økonomiske Råd kan det danske bruttonationalprodukt (BNP) falde med alt fra 3,5 pct. til 5,5 pct. i indeværende år.

Størrelsen af faldet kommer ifølge De Økonomiske Råd til at afhænge af, hvor længe den midlertidige nedlukning af landet og de midlertidige hjælpepakker fortsætter.

I et optimistisk scenarie, hvor økonomien relativt hurtigt vender tilbage til det normale niveau, forudses der et fald i BNP på 3,5 pct.

Mere dystert ser det ud i et pessimistisk scenarie med en anden smittebølge med deraf tilknyttet nedlukning og nye hjælpepakker. I den situation forudses der et BNP-fald på 5,5 pct.

- Begge scenarier indebærer store offentlige underskud og en stigning i den offentlige gældskvote.

- De offentlige finanser er imidlertid i udgangspunktet sunde, og forværringen af de offentlige finanser er midlertidig i sin karakter.

- Derfor indebærer svækkelsen af de offentlige finanser i sig selv ikke nogen nævneværdig svækkelse af den finanspolitiske holdbarhed, skriver De Økonomiske Råd i en pressemeddelelse.

Rådene tilføjer, at det er sandsynligt, at coronakrisen også vil sætte sig spor ind i 2021, og at svækkelsen af de offentlige finanser ikke kun bliver kortvarig - særligt i det tilfælde, hvor der kommer en anden smittebølge.

De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. Rådenes fælles formandskab leverer uafhængig rådgivning til landets økonomiske og miljøøkonomiske beslutningstagere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109