23948sdkhjf

Forlag: Boghandlen er presset af mere end coronakrisen

Der er ingen tvivl om, at det gør ondt på den fysiske boghandel, at landet har været delvist lukket ned i adskillige uger. For nylig har Arnold Busck efter 125 år begæret sig konkurs. 

Men det er ikke kun coronakrisens skyld, lyder det fra forlaget Gyldendals adm. direktør, Morten Hesseldahl.

- Det er et presset marked under store forandringer. Det ser vi konsekvensen af nu. For Arnold Buscks konkurs er ikke blot et coronafænomen. Forretningen har haft det svært i en årrække, siger han til Finans.

Arnold Busck har på grund af problemer med implementering af nyt it-system haft underskud de seneste år, og coronanedlukningen blev så at sige dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Gyldendals direktør peger på, at efterspørgslen efter digitale produkter som e-bøger, lydbøger og podcasts også har været med til at omvælte den traditionelle boghandel.

Lille boghandel trodser krisen

Det er dog ikke alle, der frygter det værste i kølvandet på covid-19.

Hans Jørgen Vestergaard, der er indehaver af Skive Boglade, sendte sine to medarbejdere hjem og har selv stået for forretningen i de tre mest intense uger med nedlukning.

- Vi får da en pæn lussing, det må jeg sige. Men vi er på vej op igen, synes jeg. Det bliver bedre og bedre for hver dag, der går, siger han til Skive Folkeblad.

Han har selv stået klar i butikken om formiddagen, så kunder kunne bestille, og har brugt eftermiddagene på at køre ud med bøgerne. 

En ansat er tilbage på arbejde igen, og Hans Jørgen Vestergaard forventer at tage imod den anden medarbejder, når lønkompensationsperioden udløber til juni.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094