23948sdkhjf

Kims tabte også, fordi chipsene er rillede

Da chipsproducenten Kims for nylig tabte en sag om firkantede chips i Sø- og Handelsretten, skyldtes det ikke kun den firkantede form på Kims' Snack Chips, men også at de er rillede.

Det fortæller Patent- og Varemærkestyrelsen nu i en uddybende pressemeddelelse om sagen.

Sø- og Handelsrettens afgørelse gik på, at Kims ikke kan få eneret til firkantede, rillede chips som varemærke. Og chipsenes rillede overflade var afgørende for rettens afgørelse, konstaterer Patent- og Varemærkestyrelsen

Sagen begyndte i 2014, da Kims søgte om at få den firkantede chips, Snack Chips, registreret som et tredimensionelt varemærke. Men på baggrund af en indsigelse i 2015 blev varemærket ophævet. Sagen gik derefter videre til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, der besluttede, at mærket skulle forblive ophævet, hvorefter tvisten landede i Sø- og Handelsretten.

- Det centrale i denne sag er, at et væsentligt kendetegn ved mærket er den firkantede chips' rillede overflade, og at netop denne overflade har til formål at sikre en bestemt konsistens og smagsoplevelse. Fordi chipsenes form har denne funktion - altså opnår et såkaldt teknisk resultat - er det ikke muligt at registrere den firkantede og rillede chips som et varemærke, siger varemærkechef ved Patent- og Varemærkestyrelsen Hannah Holm Olsen.

Form kan stadig være et varemærke
Fordi snack-chipsenes udformning ifølge Sø- og Handelsretten følger af "varens egen karakter", hvilket vil begrænse konkurrenternes mulighed for at markedsføre varer med samme tekniske løsning, og fordi chipsenes form er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, kan Kims ifølge retten ikke få eneret til den firkantede og rillede chips som varemærke, påpeger hun.

Patent- og Varemærkestyrelsen fastslår dog også, at afgørelsen ikke er en stopklods for tredimensionelle mærker, og at formen på en var stadig godt kan udgøre et varemærke.

- Men dommen er en påmindelse om, at man skal være opmærksom på, at visse tegn ikke kan registreres, eksempelvis tegn, der udelukkende består af en form, der er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, for eksemepl som i dette tilfælde en smagsoplevelse, hedder det i pressemeddelelsen.

- Det er vigtigt at huske, at fokus i denne sag har været chipsenes tekniske karakter. Altså det der giver chipsene deres konsistens og smagsoplevelse. Sagen gør derfor ikke tredimensionelle mærker mindre vigtige. Et tredimensionelt mærke kan fortsat være afgørende for din forretning og kan beskytte dine varer, hvis for eksempel en af dine varer med en bestemt form har kendetegnsfunktion, nævner Hannah Holm Olsen.

Et formmærke er et varemærke, som består af eller omfatter en tredimensionel form, herunder beholdere, emballage, varen selv eller dets udseende. Af kendte formmærker med kendetegnsfunktion findes eksempelvis Toblerones trekantede emballage.

Et tredimensionelt mærke skal desuden have "særpræg" for at blive registreret, hvilke ofte kræver, at man skal vise mærket indarbejdet som varemærke - eksempelvis påvise, at forbrugerne allerede kender mærket og opfatter det som et kendetegn for den virksomhed, der har det.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078