23948sdkhjf

E-cigaret-rygere er i tvivl om produktets skadelighed

Ifølge ny rapport fra Sundhedsstyrelsen er mange rygere i tvivl om, hvorvidt e-cigaretter er skadelige.

Blandt de personer, som ryger e-cigaretter, er der stor usikkerhed om, hvorvidt produktet er sundhedsskadeligt. Og tvivlen er størst hos den gruppe, som ryger e-cigaretter dagligt.

Her svarer 37 procent af de adspurgte "ved ikke", når de bliver spurgt, om der er en risiko for at blive syg ved at bruge e-cigaretter. 

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Tallene stammer fra den seneste rapport om danskernes rygevaner i 2019, som fokuserer på brugen af e-cigaretter og opvarmet tobak. 

Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, forstår godt tvivlen om e-cigaretternes skadelighed.

- Vi kender ikke de langsigtede helbredskonsekvenser af e-cigaretter endnu.

- Men undersøgelser af e-væsker og partikler, der dannes ved opvarmningen, viser indhold af kemiske stoffer med skadelige helbredseffekter, siger Niels Sandø i pressemeddelelsen. 

I rapporten fremgår det også, at 59 procent af de danskere, som ryger e-cigaretter, gerne vil stoppe med at ryge dem. 

Og det er positivt, siger Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse. 

Hun er ikke overrasket over, at der er stor uvidenhed om e-cigaretternes skadelige effekt, da det er et relativt nyt produkt. 

- Der kommer til at gå en del år før vi kan sige, hvor skadeligt det er på mennesker, siger Mette Lolk Hanak. 

Tidligere har Sundhedsstyrelsen estimeret, at tre procent af den danske befolkning bruger e-cigaretter, og at produktet er mest udbredt hos de unge.

- Det er også det, som bekymrer os mest, hvis e-cigaretter, som er en ny og anden måde at ryge på, bliver udbredt blandt børn og unge, siger Mette Lolk Hanak. 

Undersøgelsen af danskernes rygevaner baserer sig på svar fra 11.945 repræsentativt udvalgte personer i alderen 15 til 79 år. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078