23948sdkhjf

Muuto samler hele baduljen i Benløse

I sidste uge kunne Muuto deltage i fejring af rejsegilde på den 11.000 kvm store lagerhal i Benløse, designvirksomheden glæder sig til at leje.

Det skriver Sjællandske Medier.

Indtil nu har Muuto brugt sit Benløse-lager til opbevaring af belysning, stole, accessories og andre mindre møbler til det europæiske marked, men der har ikke været plads til større varer som sofaer, skænke og reoler. De store møbler bliver i øjeblikket opbevaret på lagre i Avedøre og Horsens, men disse vil blive afviklet i løbet af efteråret i takt med, at de udvidede lagerfaciliteter i Benløse tages i brug.

Muutos Supply Chain Director, Anders Bergmann Jacobsen, fortæller til avisen, at det nye lager vil kunne tages i brug fra 1. oktober, og at Muuto forventer at have det hele samlet i Benløse omkring 1. februar 2021.

Han regner med, at der i den forbindelse skal ansættes to til tre ekstra medarbejdere til håndteringen af de 3-400 paller, der hver dag forventes at blive kørt ind og ud af bygningen, som i alt får plads til omkring 22.000 paller. Første punkt på to-do-listen er imidlertid et lagersalg, der løber af stablen i de nye bygninger på Kærup Industrivej d. 3.-4. oktober.

– Vi plejer at have rigtig mange besøgende til vores lagersalg, og det forventer vi også at få denne gang. Det giver god mening for os, at vi kan få solgt overskydende varer, så der bliver plads til nye, siger Anders Bergmann Jacobsen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.082