23948sdkhjf

Ikeas kødbolle får plantebaseret tvilling for klimaets skyld

Det er nok de færreste, der på stående fod kan udpege eller genkende varer som "Hyllis", "Hejne", "Omar" og "Ivar", når de besøger Ikea.

Kødbollen i varehusenes restauranter er derimod lettere genkendelig. Men fremover bliver den ikke helt så nem at identificere som hidtil.

For Ikea har lanceret et plantebaseret alternativ til de ikoniske kødboller. Og ifølge møbelgiganten er det nærmest ikke til at kende forskel.

Den plantebaserede bolle både smager og ser ud som den ægte vare, lyder det fra Ikea i en pressemeddelelse.

Formålet med den nye bolle, som kan købes fra torsdag, er at mindske klimaaftrykket.

Derfor er Ikeas forhåbning, at sultne gæster udskifter den klassiske kødbolle med den nye udgave, som er udviklet "til de kunder, der har en forkærlighed for smagen af kød".

Den nye bolle er fremstillet af ærteprotein, havregryn, kartofler, æbler og løg, og dens klimaaftryk svarer til fire procent af den traditionelle kødbolles.

- Den plantebaserede bolle er vores nyfortolkning af kødbollen. Vi ved, at rigtig mange kunder er glade for kødbollen. Og derfor tilbyder vi dem nu et alternativ, som har samme lækre smag og tekstur, men som bare er mere miljøvenlig.

- Vi sælger flere millioner kødboller hvert år. Så vores håb er, at flere fremover vil tilvælge den plantebaserede kødbolle eller andre af vores bæredygtige alternativer, siger bæredygtighedschef Monica Keaney i pressemeddelelsen.

Sidste regnskabsår solgte Ikea i Danmark 12,4 millioner kødboller i landets fem Ikea-varehuse.

Den nye udgave af klassikeren følger efter en række øvrige grønne retter på menuen i Ikeas varehuse.

De sidste par år har Ikea blandt andet lanceret en plantebaseret softice og en vegetar hotdog.

Ligesom de traditionelle kødboller bliver den nye plantebolle serveret med kartoffelmos, flødesovs og tyttebærsyltetøj.

Der findes allerede en vegansk grøntsagsbolle som alternativ til kødbollen i Ikea. Men den nye plantebolle skal altså i højere grad hjælpe med at drage kødelskere over til et plantebaseret alternativ.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111