23948sdkhjf

Netapoteker kæmper for at følge efterspørgslen på mundbind

Mange kunder vil have fat i mundbind, oplyser onlineapotek, der flere gange ugentligt må melde udsolgt.

Mundbind er i høj kurs efter de seneste udmeldinger fra regeringen om at bruge værnemidlet eksempelvis i myldretidstrafikken.

Det har gjort det svært for eksempelvis netapoteket Apopro at følge med efterspørgslen. Det oplyser Tine Vestergaard, der er apoteker ved Apopro.

- Efter den første udmelding med at det anbefales at bruge mundbind i offentlig transport har vi set mere end en femdobling i antallet af søgninger på mundbind på vores hjemmeside, siger hun.

Hun kan ikke oplyse, hvor mange søgninger eller køb der er tale om, men der bliver ifølge hende solgt mange tusind mundbind om ugen.

Anbefalingen om at bruge mundbind i den kollektive trafik, når det ikke er muligt at holde en meters afstand til andre, gjaldt fra 1. august.

Og på grund af stor smittespredning i Aarhus skal borgere her bruge mundbind i den offentlige transport også uden for myldretiden. Det blev et krav fredag.

Samme dag åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) for, at der kan komme et generelt påbud om at bruge mundbind i Danmark i forbindelse med eksempelvis indkøb.

De politiske udmeldinger har ført til, at Apopro i perioder må melde udsolgt af mundbind, selv om der flere gange om ugen kommer nye leverancer.

Også webapoteket.dk har svært ved at skaffe nok værnemidler til at følge med efterspørgslen. Lørdag formiddag er der udsolgt af samtlige mundbind på netapotekets hjemmeside.

- Flere mundbind forventes på lager i denne uge. Grundet stor efterspørgsel kan leveringstiden i øjeblikket være et par dage længere, står der på hjemmesiden.

Tine Vestergaard har set tegn på, at nogle hamstrer mundbind, og derfor er der blevet indført mængdebegrænsninger på hjemmesiden. Der kan kun købes én pakke med 50 mundbind per kunde.

- Sådan en pakke holder i periode, og begrænsningen er til for at sikre, at så mange som muligt kan få mundbind, siger hun.

Inden for de kommende uger forventer Tine Vestergaard, at apoteket har nok mundbind til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra kunderne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189