23948sdkhjf

Nedlukning rykkede Matas’ planer tre år frem: Nu kan man få vejledning online

Store dele af detailbranchen blev nødt til at tænke digitalt i endnu højere grad, hvis salget skulle fortsætte under coronanedlukningen.

Det har man også gjort i Matas. Chef for digitalt salg og marketing Peter Hestbæk fortæller, at webshoppen på tre uger blev rykket tre år frem i tiden. Det indbefatter blandt andet, at kunderne i dag kan chatte med en medarbejder på deres webshop for at få vejledning om produkter.

- Vi havde allerede arbejdet med at tilbyde den samme vejledning og købsoplevelse på webshoppen som ude i butikkerne. Man kan chatte med en medarbejder, der kan rådgive om produkterne, og nu stod vi pludselig i en situation, hvor mange af vores butikker var nødt til at lukke i en periode. I stedet for at sende alle berørte medarbejdere hjem, valgte vi at konvertere nogle af dem til det digitale salg, fortæller Peter Hestbæk.

Nedlukningen af Danmark fik mange virksomheder til at tænke mere digitalt. En analyse fra Dansk Industri fra slutningen maj viste, at over 60 procent af danske virksomheder har øget deres brug af digitale arbejdsformer. 17 procent har ligeledes udviklet nye varer og tjenester.

Branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst opfordrede netop også virksomhederne til at styrke den digitale handel, da det også kan være gavnligt på længere sigt.

- De investeringer og ressourcer, som anvendes på at styrke de digitale salgskanaler, gavner ikke blot virksomhederne her og nu, men er også en investering, som vil betyde, at de står stærkere på den anden side af krisen, sagde hun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11