23948sdkhjf

Pandemien har sat skub i ældres nethandel

Stigningen i nethandel under corona er blandt andet båret frem af ældre danskeres øgede købelyst online.

Rekordmange danskere hiver varer ned fra de virtuelle hylder i danske og udenlandske webshops, fortæller Danmarks Statistik. 

Således svarer 79 pct. af alle danskere mellem 16 og 74 år, at de har handlet på nettet inden for de seneste tre måneder, og det er 7 pct. procent flere end i 2019, hvor 74 pct. af alle danskere mellem 16-74 år gjorde det samme.

- Antallet af danskere, som handler via nettet tager et markant spring opad i 2020. Mellem 2019 og 2020 er der kommet 220.000 nye internethandlende, hvilket er det største antal nye internethandlende siden 2007, forklarer chefkonsulent i Danmarks Statistik Agnes Tassy.

- Noget tyder altså på, at COVID-19 i den grad har pustet til et allerede ret mættet marked, tilføjer hun. 

Besvarelserne i Danmarks Statistiks nye undersøgelse blev indsamlet i månederne marts-maj 2020, og beskriver danskernes internethandel inden for de seneste tre måneder før besvarelsestidspunktet.

Det betyder, at året 2020 i statistikken både belyser nethandel før og under nedlukningen af samfundet. 

Nethandlen er i perioden 2019-2020 vokset mest i den ældre del af befolkningen. Blandt de 70-74 årige steg antallet af personer, som havde handlet på nettet med 16 pct., hvilket er den højeste relative vækst set i alle aldersgrupper.

Især den ældre del af befolkningen tog nethandlen til sig
Væksten i de ældres nethandel betød, at hvor 45 pct. af alle danskere mellem 70-74 år i 2019 havde handlet på nettet inden for de seneste tre måneder, så havde 53 pct. gjort det samme i 2020.

- Generelt set, så er den ældre del af befolkningen dem, som nethandler mindst, forklarer chefkonsulent Agnes Tassy.

- Men efter COVID-19's indtog ser vi for første gang nogensinde, at over halvdelen af de 70-74 årige havde handlet på nettet inden for en tremåneders periode, siger hun. 

Især tøj og sko har været prioriteret højt i de nethandlene danskeres digitale indkøbskurve.

Således købte 51 pct. af befolkningen mellem 16-74 år tøj eller sko på nettet i månederne mellem januar og maj 2020.

Lægger man alle fysiske varer sammen, så havde 77 pct. af alle danskere i den undersøgte aldersgruppe købt en fysisk vare over nettet mellem januar og maj 2020.

Kigger man på de digitale varer, som kan købes online, så var streaming-abonnementer den mest populære. Her svarede 49 pct. af den danske befolkning mellem 16-74 år at have købt abonnementer såsom Netflix, HBO, Blockbuster eller YouSee.

Den næstmest populære varegruppe blandt de digitale varer var billetter til biograf, koncert, teater eller oplevelser, hvor 38 pct. svarede at have købt sådan et produkt online.

I alt 70 pct. af befolkningen havde købt mindst én eller anden form for digital vare over nettet mellem januar og maj 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078